Pottemagerværksted

43 Pottemagerværksted fra Sorring, østjylland

Egnen om landsbyen Sorring øst for Silkeborg har været landets største center for tilvirkning af glaseret lertøj.

Pottemageriet på Sorring-egnen kendes tilbage fra ca. 1700-tallet og tog hurtigt stærkt til, i 1870 var der 70 pottemagere.

Næsten alle familier i byen var beskæftiget med denne industri, selvom de ofte tillige var landmænd.

I 1970 var der kun en enkelt virksomhed tilbage. Frilandsmuseets pottemagerhus er opført 1844,delvis af brugte materialer.

Vestmuren og de to gavle er bygget af kløvede kampesten med overgavl af mursten, østvæggen af bindingsværk med fodrem.

Taget er af tegl men har tidligere delvis været stråtag.

Indgang fra øst til gangen foran pottemagerovnen. Ovnen er opbygget af ubrændte lersten, der blev delvis hårdtbrændt ved ovnens benyttelse.

Går man ind i skorstenen, har man lige ud for i ydervæggen mod vest den lille blyovn, hvori bly blev kalcineret til blyaske til glasuren.

Under brændingen rørte man blyet med blyskovlen, der balancerede i en jernkæde i skorstenen. Til venstre for skorstenen er den overhvælvede pottemagerovn, hvori lertøjet blev brændt.

Ind mod skorstenen er ovnen delvis lukket af en, med små røgåbninger, gennembrudt væg, skættelen. Deri er en åbning, hvorigennem man gik ind for at stable og senere for atter at udtage pottetøjet.

Under brændingen var åbningen tillukket med mursten.

Den anden ende af ovnen har tre lavtsiddende fyrhuller.

Det smalle rum inden for fyrhullerne kaldtes fyrkammeret og begrænses ind imod ovnen af en med små huller forsynet tværvæg, stængeren.

Man fyrede helst med bøgebrænde, i 27-28 timer, hvorefter pottemagerarbejdet skulle afkøles langsomt, hvorfor man lukkede fyrhullerne med lerfade.

Rummet ved bygningens sydgavl er et lagerrum, hvor der bl.a. ses eksempler på pottemagerarbejder fra Sorring.

Hertil er der ingen adgang for tiden, man kan håbe der bliver det senere.

Fra gangen foran ovnen fører en dør imod nord til værkstedet. Her findes under vinduerne en lang æltebænk. I hjørnet ved døren står to drejeskiver, hvorpå drejningen af fade, krukker, potter m.m. fandt sted.

Pottemagerne sad ned under drejearbejdet og fik skiven til at rotere ved at sætte den nederste skive i bevægelse med foden (metoden bruges stadig mange steder).

Enkelte ting som figurer m.m. formede man i lerforme. Efterhånden som tingene blev drejet, anbragte pottemageren dem på en lang pottefjæl og de blev stillet til tørring på dejstængerne under loftet og andre steder, om sommeren også i fri luft.

For at skaffe varme til tørringen er der op til skorstensvæggen et “kakkelovnsværk”, en opmuret bænk med røgkanaler og belagt med gamle ovnplader af jern.

Inden brændingen blev de tørrede lergenstande overtrukket med et lag slemmet rødler eller lyse ting med hvidt pibeler.

Oridnter malede man på med et malehorn. Man kunne også ridse oridnterne igennem pibelersovertrækket, således at leret derunder tegnede sig brunligt igennem. Til sidst påførte pottemageren glasuren, der i brændingen blev glasklar.

I ældre tid påførte man glasur i pulverform, den var sammensat af hjemmebrændt blyaske og kiselgur. I

Sorring gik man imidlertid ca. 1880 over til at benytte flydende glasur sammensat af: fint formalet mønje og melklister. Man havde en kværn til mønje og en anden til sand. I huset står sandkværnen på hjørnet af æltebordet og mønjekværnen i rummets modsatte hjørne.

Vest for huset æltemaskinen, hvori det rå ler blev æltet.     

               

Æltemaskine til ler.