E-ord

E-ordforklaring

Enebærkværn. I Halland brugte man knuste enebær som tilsætning ved ølbrygning og i brændevin se:

nr. 54 Gård fra Halland.

Engdrift.
Har til opgave at vedligeholde og forbedre de naturlige enge – med eller uden overrisling af vand. Alle
naturlige enge er bevoksede med store mængder græs og urter. På gode enge bør der være et mindre antal græsarter af god kvalitet – men i store mængder, blandede med kløverarter og urter. Enge som har mange blomster i stor farvepragt, giver et lille udbytte og et knap så godt hø. På godt en holdt, vandede og omhyggeligt gødede eng vokser, stort set, kun et par græsarter. Man skelner mellem topgræs og bundgræs. Alt efter udviklingen for enten det ene eller det andet overtaget. I gode år er de begge lige godt udviklede. Grove urter med hårde stængler eller stive hvasse blade, med giftige stoffer, eller nogle der ikke ædes af kreaturerne, anses for ukrudt og søges udryddet.
God engjord bør være porøs, varm, rig på næringsstoffer og ren. Undergrunden bør være bindende og rig på mineralstoffer. Meget stenet, løs grus- eller sandjord egner sig ikke godt. Beliggenheden bør være jævn eller svagt skrånende. Overfladen planeret, sådan at den nemt kan overrisles med vand. Vandet hertil skal helst være rigt på næringsstoffer, ikke koldt, som kommer fra feldspatrige steder, eller som
er strømmet gennem åbne dyrkede enge. Sagt på en anden måde, vand der kan vedligeholde engens frugtbarhed, uden tilsætning af dyre kunstige gødningsstoffer. Hvor den naturlige beliggenhed er sådan, at vandet ikke med lethed kan overrisle jorden og atter afledes, må engen helt eller delvis omlægges. Hvis man skal i gang med denne opgave, skrælles græstørven af, for senere at lægges på det planerede stykke, eller også brækkes det hele op, og man tilsår det derefter igen med græs.

Engvandingen udføres efter følgende metoder:

  • Nemmest er
    befugtningsvanding og afgrøftning med åbne grøfter. Jorden bliver i så tilfælde fugtet nedefra, holdes frisk, men gøder ikke ved vandets påvirkning – man skal give ekstra gødning med kompost.
  • Opstemming kan lade sig gøre, hvor hele engen kan omkranses af volde. Man lader da vand, der er rigt på gødende komponenter, flyde ind over engen og stå så længe over den, indtil jorden er blevet beriget med plantenæring og mættet med fugtighed. Denne vanding kan dog ikke anvendes, når vegetationen se så fremskreden at planterne kan tage skade af det.

Den naturlige overrisling består i: Man leder konstant vandet hen til de højeste punkter på engen og lader det derfra flyde ned over de lavere, hvor man sørger for at det bliver afledt. Kunstige enge kræver en hel omdannelse af engstykket. Man afsætter til- og afløbskanaler samt fordelingsrender og sørger for, at alle dele af engen bliver lige meget overrislet, men også for, at hver del atter bliver lige meget befriet for vandet igen. Hvis der tilsættet gødende stoffer, forhøjes derved vandets virkning. Drænvanding, en metode som er opfundet af Petersen på Wittkiel i Holsten, og som er den mest fuldkomne engvandingsmåde. Den består i, at engen, afhængig af jordoverfladens form, får en dræning af teglrør og på overfladen et anlæg til overrisling. Fra de dækkede render går der rør op til overflader, som kan åbnes og lukkes med ventiler der betjenes fra overfladen. Når vandet nu risler ned over engen, mættes jorden efterhånden med det fra del til del. Når vandet derefter løber ud af drænrørene, er det tegn på at mætningen har fundet sted og man kan standse overrislingen. Vandet fra rørene kan igen benyttes til overrisling af lavere beliggende enge. Man er således herre over både tilførsel og afledning af vandet. Der behøves ikke så stor en mængde vand og man kan bringe jorden i den bedst mulige tilstand.
Foruden den gødning man tilfører engene ved vandet, kan man bedst benytte gødningsvand, benmel, guano, kvælstofholdige salte, kali, aske og kompost. Jo mere gødning der gives, desto bedre bliver udbyttet. Størst bliver det ved overrisling med latringødning, som ved de engelske kloakvandinger, herved kan høsten stige i forbavsende grad.
Pasningen af engene er ikke stor. Vedligeholdelse af vandets til- og afløbsrender og kanaler, udjævning af muldvarpeskud, harvning, udsæd af græsfrø, hvis det behøves, og udryddelse af ukrudt.
Høsten fra naturlige enge beregnede man i slutningen af 1800-årene til: Sjældent over 50 centner hø. Fra kunstige enge, hvor der kan høstes to gange, kan den, når der er rigeligt med vand, nå op på 150 centner pr. tønde land, det skulle man dog sjældent regne med.
Esebænk med krogholdere.

Benyttet når der sattes madding på fiskekrogene se:
nr. 29 Fiskerbod fra Nymindegab Vestjylland.
Skulle du være i besiddelse af et brugbart billede, vil jeg gerne have en kopi til anvendelse her på siden.

Esparset. Onobrychis.

Dyrkningen i norden er meget begrænset. Den er et endnu bedre foder end Lucerne, men vokser kun ordentligt på kalkholdig jord og giver ikke så store afgrøder. Den kan godt tåle tørke og kan ofte give gode afgrøder i 10- 12 år.

Exstirpatorer og Skarifikatorer.

Er benævnelser på nu lidet benyttede redskaber; de førstnævnte består af flere skær, de sidstnævnte af flere knive, der undertiden kunne indstilles på større eller mindre indbyrdes afstand. Disse redskaber anvendes såvel til at udrydde ukrudt og til egentlig bearbejdning af jorden, men de former der nu anvendes kaldes i almindelighed grubber eller Kultivatorer der på denne måde danner overgangen fra ploven til harven, ligesom de navnlig ved roedyrkningen benyttede forskelligt formede radrensere er beslægtede redskaber.