Farvning

Frilandsmuseet 1897-1997: Farvning

Tøj og tekstiler

“Nu sancker Luce Urter hjem at hun kan Skilling skaane
For Farveren hun Pungen gjem Hun vil ham intet laane”…
(Af Hesiodi “Dage”. Fra ca. 700 år f.Kr., fordansket af pastor Henrik Gerner (1629-1700). Citat fra “Farvning med planter”, s. 7, af Esther Nielsen, Borgen 1972.)

Det meste af hverdagstøjet på landet i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev ikke farvet. Ofte blev sort og hvid uld kartet sammen, således at garnet og dermed tøjet blev gråt. Hørren blev som regel bleget, så stoffet blev kridhvidt.

Det var dyrt at sende garnet til farveren. De lokale håndværkere blev aflønnet helt eller delvis med naturalier.

Men farverne var lavsuddannede håndværkere, som var bosat i byerne og som krævede rede penge for deres arbejde. Det kunne derfor kræve flere rigsdalere at få garnet farvet end at få det vævet. Kun det garn, som skulle bruges til det finere tøj, som blev sendt til farveren. Skulle der farve på f.eks. en arbejdsvest eller en hverdagsnederdel, farvede man garnet hjemme.

Til at farve brugtes planter, som kvinderne indsamlede ved sommertid i eng, mark og have. De fleste planter gav nogle smukke gule eller grønne farvetoner. Særlig velegnet og benyttet var valnød og stenlav.

Disse farveemner gav meget holdbare farver og havde tillige den store fordel, at det ikke var nødvendigt at bejdse garnet inden farvningen.

Til andre farveemner som f.eks. rejnfan, birk, kastanje, porse, vild kørvel og duftløs kamille skulle der bruges bejdse, for at farven kunne binde på garnet.

Bejdse er metalsalte, som opløst i vand får det egentlige farveemne til at binde på garnet.Der var forskellige typer bejdse. En af dem var alun, som udvandtes af skifer eller ler på særlige alunbrug. Alun anvendtes til gule og lysebrune farver. Der var to forskellige metoder til alunbejdsning. Den ene var at bejdse inden selve farvningen. Garnet blev lagt i et vandbad, hvori alunen var opløst, hvorefter vandet blev opvarmet til lige under kogepunktet og holdt på den temperatur i et par timer. Den anden metode var at undlade forarbejdningen og i stedet komme alunen i selve farvebadet.

De samme fremgangsmåder kunne anvendes ved bejdsning med krom, som blev opdaget i 1797. Krom blev udvundet af kromholdig malm, og brugtes især til brune nuancer. Det kunne også bruges til at fordunkle en række andre farver.

Udover disse to bejdsemidler kendte man til en del andre efterbejdser, d.v.s, bejdser, som først anvendtes efter farvningen: F.eks. askelud og jern. Jernet blev hentet hos smeden i form af slibestensdynd og hammerskæl. Det var dog ikke altid smeden ville udlevere det, for det hed sig nemlig, at skællene også kunne anvendes til foster-fordrivelse.

Indsamlingen af planter og farvningen kunne foregå, som det fortælles i følgende citat:
“Moder gik også i skoven og samlede noget, vi kaldte skovlav eller skruplav. Det var en slags mos, noget der voksede på ældre bøgetræer. Deraf fremkom en brun farve, som var meget ægte. Garnet blev vasket og skyllet rent for alt snavs og fedtstof før farvningen og lagt vådt i farvebadet. Kedelen vi farvede i, var en messingkedel, og der skulle være så meget plads i kedelen, at farvebadet kunne stå over garnet, og sådan at der kunne røres i det. Når det var kogt og havde været i farven længe nok, blev det taget op og skyllet flere gange og hængt til tørre i fri luft”.
(Ole Højrup: “Landbokvinden”, s. 223).

Rød, blå, stærk grøn og sort kunne bedst opnås med farveemner, som blev importeret. Det bedste farveemne til de blå; nuancer var planteudtrækket indigo, som blev importeret fra Indien og Java. Det kunne dog også lade sig gøre at farve blå med planten vaid, som voksede i Danmark. Men det var ikke særlig udbredt i 1700-tallet, fordi indigokoncentratet i vaid er meget lavt. Det var en meget langsommelig proces at bruge den, og farvningen kunne let slå fejl, så garnet blev skjoldet. Blåfarvningen blev derfor, hvis man på nogen mulig måde havde råd, overladt til farveren.
Ville man farve blåt hjemme, måtte man benytte indigo, der skulle gøre ved hjælp af urin. “Der skulle et lod, 10 gram, indigo til hvert pund garn. Det blev stødt i morteren og kom i en lille pose, der blev hængt ned i luden (d.v.s. gæret urin), hvoraf der skulle være så meget, at garnet kunne flyde. Det henstod således i 8 dage, men hver morgen blev posen klemt og gnedet, for at farven kunne komme ud.” (Ole Højrup: “Landbokvinden”, s. 225).

Derefter blev gryden sat over en svag ild. Var ilden for stærk, blev garnet plettet. Efter et døgns forløb blev garnet taget op, vredet og ordnet og kom så igen i gryden, indtil det var tilstrækkeligt mørkt.
De stærkt grønne nuancer fremkom ved at gult garn, som f.eks. var farvet med birkeblade, blev overfarvet med indigo.

Den sorte farve var vanskelig at opnå. Der fandtes mange forskellige metoder, som var mere eller mindre gode. En af de bedre var, at farve garnet så mørkeblåt som muligt med indigo, og til slut komme det i et farvebad med blåtræ og galæble.

Røde nuancer blev også farvet med importerede materialer. Snerre var den eneste af vore oprindelige planter, som kunne farve rødt. Men den var meget sen at samle, fordi det var de tynde rødder, som blev brugt til farvningen.

Et andet emne til rødfarvningen var kraprod, som blev importeret fra Frankrig. Krap-planten var vanskelig at få til at vokse herhjemme og blev derfor aldrig almindelig i vore haver. Det mest benyttede farvestof til rødfarvningen var cochenille. Det er en bladlus, som især lever på figenkaktus. Til farvningen brugtes de tørrede drægtige hunlus. Lusene blev stødt til pulver i en morter. Pulveret blev kogt med lidt vand, der blev så fyldt efter med mere vand, og garnet kunne lægges i farvebadet. Cochenillen var et så koncentreret farveemne, at der kunne farves fire hold garn, som fik en stadig lysere nuance på det samme farvebad. Farvningen med cochenillen var helt og holdent overladt til farveren i byen. Det var den mest kostbare af alle farver og kaldtes “højkulør”.

De farvede tekstiler, som er bevarede fra det førindustrielle bondesamfund, er hovedsagelig de bedrestillede bønders dyner, puder og tøj til festlige lejligheder. Stoffer, som var beregnet til at holde i generationer. De mest yndede farver til dyne- og festtøjet fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet var: rødt, blåt og grønt. Endnu i dag kan vi på de bevarede tekstiler aflæse, hvordan de farveri, hvormed man kunne kommunikere, at man havde råd til at sende sit garn til den dyre farver, var i høj kurs.

Der findes stadig farvere i samfundet, skulle en af jer have lyst til at supplere de oplysninger der er her på siden, hører jeg gerne fra dig, eventuelle billeder vil jeg også meget gerne have til brug her.
litteraturforslag:
Ole Højrup: “Landbokvinden”. – Nationalmuseet 1975.
Margrethe Hald: “De bolstre blå”. – Nyt Nordisk Forlag 1940.
Ellen Andersen og Elisabeth Budde Lund: “Folkelig vævning i Danmark”. – Berlingske Forlag 1941.
Esther Nielsen: “Farvning med planter”. – Borgen 1972.
Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, © 1989.
Må kopieres med kildeangivelse. © 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet