Fødsel

Frilandsmuseet 1897-1997: Fødsel
Arbejdsliv på landet

Når en kvinde blev gravid, var der en mængde ting, hun skulle passe på.

Kvinden måtte beskytte sit ufødte barn mod overnaturlige kræfter for at sikre sig, at det blev sundt og raskt.

Hun måtte f.eks. ikke se en haresnude, for så ville hendes barn få hareskår.

Hvis hun ved slagtning fik stænket blod på sig, ville hendes barn få et modermærke.

Når fødslen var forestående, sendtes bud efter jordemoder og hjælpekoner.

Mens man ventede, skulle alle knuder løses op i den fødende tøj, hår og overalt i huset, så ville fødslen forløbe lettere.

Fødslen foregik i den stue, hvor man også sov, spiste og opholdt sig.

Kvinden fødte siddende, enten på en fødestol eller på knæet af en af hjælpekonerne, og støttet i ryggen af en anden.

På Sjælland og Fyn var det ikke ualmindeligt, at faderen var med til fødslen, mens det i resten af landet var et anliggende for kvinder.

Så snart barnet var født, skulle faderen være der og omfavne den nyfødte, som tegn på, at han vedkendte sig at være far.

Det spæde barn blev svøbt i et tøjstykke, og udenpå blev lagt en lang smal svøbeliste, så barnets krop og lemmer var helt udstrakte. Barnet kunne ikke bevæge sig, og man mente, at det modvirkede at arme, ben og ryg voksede skævt. Barnet var svøbt i et par måneder, men var det svageligt, kunne det være i svøb i et halvt års tid.

Indtil barnet var døbt, var det særligt sårbart overfor “onde øjne”, og moderen kunne på forskellig vis beskytte det.

Hun kunne f.eks. sy en mønt i barnets tøj, eller fæstne to nåle over kors på barnets bryst.

Efter vel overstået fødsel blev kvinderne inviteret til barselsgilde.

Barselskvinden modtog sine gæster liggende i alkoven.

Gæsterne medbragte mad i en barselsspand, for det meste suppe eller grød.

Det var en god hjælp for familien at få færdig mad, når husmoderen lå i barselsseng og ikke selv kunne forestå madlavningen.

Indtil kvinden var indledt i kirken som ærbar kone igen efter fødslen, var hun uren, og også hun måtte passe på onde magter.

En glædelig begivenhed? For mange kvinder var det, at vente et barn, kilde til stor fortvivlelse.

I en fattig husmandsfamilie med mange børn i forvejen, var et barn en stor belastning – en ekstra mund at mætte.

Hos børnerige familier var ihjellægning af spædbørn ikke ukendt.

I alkoven sov flere mennesker sammen, deriblandt det spæde barn, og det skete, at forældrene mere eller mindre bevidst kvalte barnet.

En ugift pige så en usikker fremtid i møde, hvis hun blev gravid.

Det var en stor skam at få et barn udenfor ægteskab.

Hun skulle offentligt skrifte sin synd ved barnets dåb, og barnet blev indskrevet i kirkebogen som uægte. Mange gravide piger valgte i desperation at føde i dølgsmål, altså hemmeligt, og derefter slå barnet ihjel.

Blev forbrydelsen opdaget, blev pigen henrettet, men mange løb risikoen, fordi et liv som enlig mor var et liv i ydmygelse og fattigdom.

Det var vanskeligt at overleve som enlig mor – mange måtte på fattiggården eller leve af tiggeri.

litteraturforslag J.S. Møller: “Moder og barn i dansk folkeoverlevering”. Kbh. 1940.

H.F. Feilberg: “Dansk bondeliv”, København 1952.

Beth Grothe Nielsen: “Letfærdige Qvindfolk”. Kbh.1982.

Georg Hansen: “Sædelighedsforhold blandt landbefolkningen i Danmark i det 18.århundrede”. Kbh. 1957.

Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, 1989.

Må kopieres med kildeangivelse.Frilandsmuseets Jubilæumsside 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet