G-ord

G-minileksion

Gadeporten. Den port, der fører ud til gaden eller vejen, modsat tofteporten imod markerne.
Gangstolgangvogn.
Hvori småbørn stod for at være sikkert anbragt og lære at gå, indesluttet under armhøjde i et rundt hul eller en ring. Forskellige former for vogn, bænk med forskydelig plade på sædets plads eller ring, drejelig om en stang fra gulv til loft, se bl.a:

nr. 8 Gård fra Kølvrå Karup hede Jylland

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge. Se endvidere Nationalmuseets side om børnepasning.

Garnhaspe. Se haspe.
Glødefad.
Af messing med hank. Til gløder, som man tog med en tang til at tænde pibe med se bl.a:
nr.1 Fiskerhus fra Agger Thy.

Gnidesten.

Af mørkt glas, til at glatte linned med. Lå ofte på kakkelovnen og kunne bruges til at varme hænderne med. Af rund sammentrykt form.
Goderådsjern. Med relieffer, der giver de tynde sprøde kager, som bages deri, forskellige udgaver se bl.a.:

nr. 8 Gård fra Kølvrå, Karup hede, Jylland. Modsat vaffeljern.
Grisenet.

Til at spænde over vogn, for at grisene ikke skulle springe af se:

nr. 8 Gård fra Kølvrå, Karup hede, Jylland

nr. 22 Gård fra Vemb, Vestjylland.
Grubber. Eller kultivatorer.

Greys Grubber
Greys Grubber

Greys Grubber
Danner på en måde overgangen fra ploven til harven, ligesom de især ved roedyrkningen benyttede forskelligformede radrensere er beslægtede redskaber.
Grundmur. D.v.s. den rene murstensmur, i modsætning til bindingsværksmuren, anvendtes allerede fra anden halvdel af 1100-tallet i en del monumentale bygninger, men i bøndergårdene først langt senere, tidligst i Sydvestslesvig ind i 1600-tallet efter Frisisk forbillede. Herfra bredte grundmurede bygninger sig langsomt nordpå men nåede først op i Sydvestjylland efter år 1800. Andetsteds i landet er grundmurede huse sjældent anvendt i ældre bøndergårde se:

nr.2 Skipperhus fra Sønderho, Fanø

nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland.

Grundmur af kampesten er sjældent og først ind i 1800-tallet anvendt i bondehuse se

nr. 43 Pottemagerværksted fra Sorring, østjylland.
Grødfad.

Af ler eller tin havde oftest en opretstående rand over yderkanten til at skrabe skeerne af på. Flere spiste af samme fad.
Guano. Se fuglegødning.
Gulerod. Daucus carota.

Kan dyrkes med held på dyb sandmuldet jord. Den sås i rækker og skal renses omhyggeligt. Den gav
tidligere et godt og yndet foder for alle husdyrene. Først senere blev den anset for at være menneskeføde. Lammefjordsgulerødder er især kendt for af være gode.
Gulvsand. Anvendtes til at strø på lergulve og skurede bræddegulve se

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.
Gærdsel.

Grene og buske, der anvendtes til bygningen af gærder mellem markerne.
Gærkrans.

Sammensat af små, udskårne led i træ. Herpå samledes gæren til tørring og opbevaring til næste ølbrygning. Se bl.a:
nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. I mere primitiv form, blot en krans af kviste
eller vidjer.
Gødningsstoffer.

Kalder man alle stoffer, som indeholder alle eller blot et af de nævnte næringsstoffer. Fra hvilke dette enten umiddelbart eller umiddelbart kun kan optages af planterne og altså må kunne gå over i flydende
eller luftform, så vel som de stoffer, der er egnede til at forhøje effekten hos de næringsstoffer, som jorden enten har haft oprindelig, eller som senere er blevet tilført den.

Romerne forstod allerede, foruden staldgødningen, at anvende en mængde af sådanne stoffer.
Dyrenes ben blev først sendt til industrien. Når fabrikanterne har taget fedt og lim af benene, findes den kraftigt virkende fosforsyre tilbage. Når benene derpå er blevet formalede og behandlet med svovlsyre, danner de et såkaldt superfosfat og har nu den hensigtsmæssige form som gødning.
En mindre mængde superfosfat gør straks en lige så kraftig virkning som en større mængde rå benmel, og virkningen er mere vedholdende. – Mange steder f.eks. i Westphalen, Estramadura og England, findes der bjergarter og forsteninger, der indeholder rige mængder fosforsyre.

Industrien har ved tilberedning af superfosfat forstået at gøre dem brugbare for landbruget.
Over de store kogsalt lag ved Strassfurt findes et næsten lige så stort lag af urent salt, som først måtte fjernes, hvad der øgede udgifterne ved brydningen af saltet betydeligt. Men da man opdagede at
dette urene salt var rigt på kali, betalte brydningen af det endnu bedre end kogsaltet. Man kunne nemlig udvinde potaske af det (kulsur kali) til industrien og andre kalisalte til landbruget. Desværre var der en mængde klorsalte i dette salt og det gjorde det uegnet til jordbruget, da det i større mængde kunne virke skadeligt på planterne. Senere lærte man at fremstille dem i en bedre form eller anvende dem sådan at de kun tjente til gavn og ikke gjorde skade. Disse eksempler er nok til at vise, hvordan teknik og videnskab hele tiden arbejdede for landbruget. Følgende stoffer blev også anvendt som gødning:

Da det dyriske legeme oprindelig kommer fra planterne, selv om stofferne her forekommer i andre forhold, er de animalske stoffer særdeles værdifulde gødningsemner. Dog kan de ikke får i større mængde eller så billigt, at de kan anvendes i større målestok. ådsler, som ikke på anden måde kunne gøres nyttige, lagde man i kompost med tørvejord, kalk o.l.

Indvoldene af slagtede dyr anvendes også til fabrikation gødning og blodet blev tidligere solgt i handelen under navnet blodgødning. Dette sidste kan kraftigt fortyndet med vand, med stor fordel anvendes til gødning af frugttræer, vinranker o.s.v.

  • Knogler.

Knoglernes anvendelse til superfosfat er omtalt under Ben som gødningsstof, men de bruges også på andre måder. De knuses og males til et finere pulver, råt benmel. Ved i forvejen at koge dem ved damp fås dampkogt benmel. Ved at brændes får man Benaske. Når man, efter at have knust dem, lægger dem i bunker blandede af aske og kalk samt befugter dem med gødningsvand, får man gæret benmel. Hvis de
blandes med hestegødning, henfalder de også, men bedst virker når det som beskrevet under ben ændres til superfosfat. På tør og varm sandjord, foretrak man dog benmelet i uopløst form, da dets langsomme virkning på denne type jord, med sin ringere evne til at absorbere, er af stor værdi. For at bensort og benkul skulle være hurtigt virkende må de også forandres til superfosfat. Klove og horn anvendtes oftest i pulveriseret form, som tilsætning til benmelet for at forhøje indholdet af kvælstof. Hår, fjer, børster og uldaffald kræver en særlig behandling. Affald af læder og huder kunne dampkoges og pulveriseres. Affald fra lim- og talgkogerier blev komposteret.
Gåsebænk, eller hønsebænk.

En som kiste lukket bænk i stuen med skydelemme i forsiden foran smårum til rugende gæs eller høns.
Gåsegryde. Se Stegeso.

Skriv et svar