h-ord

H-minileksion

Hallehus.

En stor bred bygning med port i gavlen ud mod landsbygaden. Det store rum blev brugt til lo, lade, stald og bolig med et åbent ildsted uden skorsten midt på gulvet. I den ene ende af huset var der dog i 1600-tallet afdelt to mindre rum: pisel og dörns. Hustypen stammer fra Slesvig Holsten, Se:

nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Halmbrikker.

Flade runde, bundet som halmløb. Bl.a. anvendt som tallerkener og til pandekager se:

nr. 42 Gård fra True ved århus.
Halmløb, løb.

Kurv eller anden beholder m.m., tilvirket af halm. Langhalm formes til runde vulster eller bånd ved at presses igennem en ring eller et horn, disse vulster syes sammen med flækkede vidjer eller lignende. Kunne formes med gennembrudte borter. Brugt til opbevaring af gryn, humle, korn og mel og til mange andre formål. Også som bakker eller ret store genstande, f.eks. vugger og lænestole se bl.a:

nr. 1 Fiskerhus fra Agger Thy.

nr. 22 Gård fra Vemb, Vestjylland

nr. 42 Gård fra True ved århus

Nationalmuseets beskrivelse løbbinding.

Halmsimer.

Snoede bånd af halm, som mændene tilvirkede som aftenarbejde. Anvendtes i stor udstrækning bl.a. til fletning af stolesæder, syning af stråtage m.m. I senere tid fik enkelte folk maskiner til fremstillingen af halmsimer med salg for øje, se:

nr. 42 Gård fra True ved århus.
Halmtyv.

Fork af en lige gren, der er vokset med en sule eller togrenet gaffel for enden se:

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.
Halvdør.

Er delt i en øvre og nedre halvdel, således at den øvre del kan åbnes som en lem bl.a.

nr: 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland

nr. 67 Husmandshus fra årup, Fyn.
Hamp. cannabis.

Dyrkedes ikke så meget som hør, men behandledes omtrent på samme måde. Den anvendtes til stærkere varer, som f.eks. Sejldug, Tovværk og sække. Hamp er stærkere end hør, men giver ikke så fine taver. Hampen er p.g.a. sin stærke lugt også et skattet middel til at holde insekter borte fra markerne og
sædlofterne, f.eks. kornormen endvidere, dyrket mellem kål, også kålormen. Hampen har særskilte hun- og hanblomster. Den kan ikke tåle frost. Kan godt lide fugtig varme og modnes på 90-105 dage. Jorden skal være rig på gødende stoffer, den skal være dyb, løs, muldrig, fri for ukrudt af godt fugtig. På lavtliggende marker, tørlagte damme, søer og lignende lykkes hampen godt, medens den ikke tåler tørre
steder. Stærk gødning er gavnlig for denne plante og jorden skal være bearbejdet som havejord. Man sår ofte hampen efter havrebyg og kløver endda efter sig selv. Man beregner høsten af hamp til 4-15 centner frø samt 4-16 centner taver pr. tønde land. Hampen var meget vigtig for den tiltagende skibstrafik, da sådanne skibe man havde på de tid forbrugte meget store mængder tovværk. Et godt tovværk kunne højest holde i 18-20 år, og måtte derefter udskiftes. Det “gamle” tovværk kunne derefter
anvendes som værk, til tætning af skibe og rør.
Hanebåndhanebjælke.
Vandret tømmerstykke, der i taget forbinder hvert spær. Findes ikke i ås– eller sulebygninger.
Harestol.

Lille lav bænk eller træklods med en lille boltformet jernambolt, hvorpå leer hares, d.v.s.
skærpes ved at blive banket med den smalle jernkarm, pennen, af en hammer bl.a:

nr. 8 Gård fra Kølvrå Karup hede Jylland.
Haspegarnhaspe, stæntetræ.

Med lodretsiddende indretning til opvinding af garn eller tråd fra rokkens ten efter spindingen. Tenen anbragtes først i en tenstol eller tenhest se:

nr. 68 Hus fra Kirke-Søby, Fyn, der kunne sidde på haspens fod se bl.a:

nr. 1 Fiskerhus fra Agger.
Hartkorn. Gammelt dansk mål for en jordejendoms værdi ved anvendelser til landbrugsformål. 1 tønde
hartkorn = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album. En ejendoms hartkorn, der afhang af både areal og jordens bonitet, var opgjort i de gamle matrikler og anvendtes som grundlag for ejendomsbeskatningen indtil 1903, da grundlaget blev ændret til en beløbsmæssig vurdering. Betegnelsen hartkorn anvendes stadig i statistikker o.l. samt i skøder på fast ejendom.
Harve.

Havren erstatter håndkulturens rive. Allerede i biblen forekommer antydning af harvens anvendelse, og vi ved, at de gamle folkeslag konstruerede et harvelignende redskab ved at sammenflette tjørnegrene. I Rusland og andre steder anvendes der endnu (opfindelsernes bog 1879) på adskillige steder harve, som er konstruerede på denne måde.


I almindelighed består harven af at jern- eller træstativ, hvori der er indsat jern- eller træpigge, ofte i skrå retning. Man anvender ikke gerne mere end 24 pigge eller tænder til hver harve; vil man havre på
en større brede på en gang, foretrækker man at sammenkoble to eller flere harver. Tænderne gøres fra 8 til 12 tommer lange. Man inddeler harverne i tunge og lette, de første med få, disse med lange tænder.
Harven trykkes ved sin egen vægt sjældent dybere end 4 tommer i jorden. Jo hurtigere den bevæges af trækdyrene, desto kraftigere virker den; ved enkelte lejligheder sætter man endog harvehestene i
trav. Se også Zigzagharve.
Havre. Avena.

Sås i almindelighed på ringere og magrere jorder, men er også taknemmelig for god jord. Det er den sædart, som i reglen med mest held kan sås på nypløjede marker den dyrkes indtil 67 grader nordlig bredde, og i Tyskland indtil 3900 fods højde. Den skal bruge 100 – 150 dage for at modnes. Udbyttet
beregnet til 10 – 20 tønder pr. tønde land.
Hejsehjelm.

En fritstående, mindre, ofte kvadratisk lade, som regel uden sidevægge, men blot bestående af
et tag, der kan indstilles i højden, idet det kan skydes op og ned langs fire svære hjørnestolper. Kunne dog også være sekskantet eller bære taget på blot to stolper.
Hektar. (ha.)

Arealmål for jord. 1 ha = 100 ar = 10 000 m2 = ca. 2 tønder land.
Hellebard. 

En langskaftet stridsøkse, der senere også fik spydspids. Hellebarden blev anvendt
som stridsvåben ca. 1300-1600, men bruges nu kun som drabantvåben f.eks. af pavens schweizergarde.
Hemmerpindhemmerkrog.

Et pottemagerredskab, en tynd frisk pind eller kvist med en lille tilspidset sidegren for enden. Over sidegrenen er kvisten ved indskæring svækket i den ene side. Brugtes til at sætte punkterede linier som oridnter med. Når spidsen sattes mod den roterende lergenstand på drejeskiven, lavede den en bort af små prikker. Kunne også laves af en fuglefjer med en lille tværpind se:

Nr. 43 Pottemagerværksted fra Sorring, østjylland.
Herberg. Rum eller selvstændig bygning,
der ikke har ildsted, f.eks. karlekammer se:

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn, kvindernes arbejdsrum med væven eller forskellige oplagsrum se:

nr. 54 Gård fra Halland

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge.

Endvidere anvendt om et logi, eller gæstfrit sted som f.eks. Greve Hospital.

Hestebønne. Vicia faba, bønnevikke.

Hører til ærteblomstfamilien, blade uden slyngtråde, hvide blomster med sorte pletter. Trives bedst på fugtig og lavtliggende jordbund, der er rig på gødning, navnlig kali. Modner meget sent og skal derfor sås tidligt. Ved radsåning, passende jordbund og god kultur kan høstes 30 centner frø og 40 centner halm på 1 tønde land. Den giver et fortræffeligt fodringsmiddel. Kendt fra gammel tid fra ægypten og dyrkes almindeligt i Europa.
Hestegødning.

Forholdsvis tør, navnlig rig på kvælstof og fosforsyre. Blandes ikke godt med strøelsen. Den nedbrydes hurtigt – under stærk varmeudvikling og er derfor af stor værdi i haven til drivbanke. Den er bedst på stiv, fugtig og kold jord. Ublandet kan den virke direkte skadelig på jord af modsat beskaffenhed. Det bedste er altid at blande hestegødningen i kompost eller i møddingen sammen med svine- og kogødning.
Hesterive.

Udfører arbejdet med at rive hø og græs sammen langt hurtigere end håndriver.
Hestetandsmajs. Se Majs.

Hilde. Se klampe.

Himmelseng.

Seng med høje hjørnestolper, stolpeseng, eller høje paneler ved hoved- og fodenderne, der bærer en overdækning, himmel, hvorfra sengeomhæng til at trække for hænger ned. Undertiden er omhængene blot ophængt på en gesimsliste fortil under loftet, omhængsseng. Andre varianter er topsengen overdækket med tagformet panelværk eller spidst op løbene omhæng, skaksengen med skråtsiddende himmel og den helt indelukkede skabsseng med fløjdøre. Se alkover.
Hirse. Panicum.

Dyrkes dels som almindelig hirse, dels som Italiensk- eller kolbehirse. Den dyrkes bedst i et klima, som også egner sig til vinavl, men kan også dyrkes under vores himmelstrøg, Den kræver 110 dage for at modne, meget sol, varm jord, omhyggelig bearbejdelse af jorden og god gødning.
Hjulmagerarbejde. Se:

nr. 61 Landhåndværkerhus fra Kalvehave, Sjælland.

Hjulnavet formes først groft med en økse og formes derpå i drejebænken. I navet udstemmes huller til egerne, som er tilvirket ved hjælp af økse, båndkniv og høvl. Når egerne skal sættes i, anbringes navet i radstokken, hvor det fastholdes med klemmehager af træ. Fælgen samles af 6 stykker træ, som saves ud med forsaven, en sav med smal klinge, som gør det muligt at følge en krum linie. Under savningen er træet spændt fast på høvlbænken med klemmehage af jern. De krumme fælgstykker høvles med særlige
fælghøvle med konkav eller konveks underside. Når der bores huller til egerne i fælgstykkerne, kiles disse fast i en træramme, boreladet, der anbringes på gulves, så hjulmageren, bøjet over den, kan lægge
hele kroppens vægt i bordet, der støttes med en brystplade. Derpå anbringes navet med egerne i radstokken og fælgstykkerne slås på. Hullet til bøsningen i navet bordes ud med bøsningsboret, et meget kraftigt navbor, der kan indstilles til større eller mindre huller ved hjælp af en skinne, der sættes på den ene side af bordet. Det færdige hjul sendes til smeden, som lægger en jernring om det.
Hjørneskab.

Skab der bagtil passer ind i stuens hjørne. Se også vråskab.

Honningkageform.

Bræt eller træplade med forsænkede figurer se:

nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Hospital.

Ordet kommer af latin og betyder herberg, logi eller gæstfrit sted. På frilandsmuseet anvendt
om huset Greve hospital (et fattighus). Det var stiftelser, hvor syge, gamle og fattige kunne få kost og logi. Hospitalerne, der kendes fra middelalderen, kunne være oprettet både på offentligt og privat
initiativ, og i 1600. Og 1700-årene byggede flere store jordejere hospitaler.
Hospitalerne fungerede i praksis som fattighusene. I disse, som blev oprettet på offentligt initiativ, kunne de fattige, foruden husly, få et minimum af penge eller naturalier til livets opretholdelse. I
modsætning til hospitaler og fattighuse står fattiggårdene, der først blev oprettet fra 1840rne. Det var forsørgelses- og arbejdsanstalter, hvor de indsatte skulle opdrages til at blive
samfundsnyttige borgere og ved arbejde indtjene det, de forbrugte.

Hovjern. Se Virkejern.

Huebakke. Se Træbakke.

Huggehus. Et mindre værkstedsrum, hvor hjemmelavede redskaber m.m., sædvanligvis af træ, forarbejdes. Her fandtes oftest huggeblok, snittestol og evt. høvlebænk. Findes i mange af husene. Se også nationalmuseets beskrivelse huggehus.
Humle, humlegård. Humulus lupulcus.
Er blevet dyrket allerede på folkevandringernes tid og blev allerede brugt under Karolingerne, som tilsætning til øl, for at gøre det velsmagende, holdbart og sundt! Böhmen har haft ry for at lave den
bedste humle, men denne plante er dog med større eller mindre held blevet dyrket i andre lande. Og held skal der til også ved humleavlen. Medens den i flere år kan afgive en særdeles stor indtægt. Så kan
udbyttet i andre år ikke engang betale driftsudgiften. Foruden Böhmen er Schwetzingen i Baden og Spalt i Bayern mest berømte for deres humleavl. I gode år forbruges ikke al indhøstet humle. Man dyrker
flere variationer, tidlig og sen humle, den førstnævnte giver meget rige afgrøder men slår oftere fejl end den sene. Lermuldet, mild, varm og dyb jord med fald mod syd og lun beliggenhed er bedst for humlen, men der kan også sås på sandet jord. I dale, på steder der hjemsøges af tåge, i nærheden af kær og stillestående vand lykkes humlen ikke, men angribes af meldug. Humlen har en fantastisk frodighed af små og svage rodstokke kan den hurtigere end nogen anden plante skyde de fleste og længste ranker. ligesom hampen har humlen han- og hunblomster. Den formeres ved stiklinger, som om foråret udplantes på kulegravet jord. Godt anlagte humlegårde kan stå i 15-20 år, uden at opplantes. Der findes endog sådanne som er mere end 100 år gamle. Det første år ophakkes humlegården med håndhakke i juni eller juli måned. Rankerne afskæres om efteråret og planterne beskyttes mod frosten ved at lægge et lag halmblandet gødning. I det andet år bør de det første år 10 fod lange stængler ombyttes med 25-30 fod lange. I det tredje år beskærer man rodstokken for at forstærke dem. De nye unge skud kan benyttes som asparges. Af rankerne bindes 2-3 ved hver stang og opbindes til en højde af 13 fod, de
overflødige borttages. Alle sideranker og blade borttages indtil en højde af 6-10 fod, for luft og sol kan få adgang. Når Knopperne begynder at blive gulgrønne eller gulbrune og dufte stærkt, samt når melet i dem syntes fedtet og farver når man gnidder dem i hånden, er det til at høste dem. Afplukningen skal ske forsigtigt, således at knopperne ikke klemmes og melet falder ud. De dårlige pilles fra, de gode lægges til tørre på et loft og vendes ofte. Når de små stilke er så tørre at de knækker når de bøjes, er humlen færdig til nedpakning. Humlen har mange fjender både insekter (forskellige larver) og planteparasiter (honningdug og meldug). Man beregner et der gennemsnitlig på 12 år vil være 2 gode, 6 middelmådige og 4 dårlige afgrøder. Det gennemsnitlige udbytte sættes derfor til 9 centner
pr. tønde land. Det blev i 1879 betalt med 50-370 kr. almindeligvis regnede man med 100 kr. pr.
centner. I ældre tid var øllet hjemmebrygget, og man dyrkede selv humlen hertil. I middelalderen blev det påbudt bønderne at anlægge humlekuler, d.v.s. særligt gødede, ophøjede bede til humle. Før grantræer blev plantet i Danmark, var det ofte svært at skaffe de høje lige humlestager. Man brugte ofte at lade humlen slynge sig op ad snoede halmbånd, der blev spændt i en kreds fra jorden op til et stjerneformet træstel, der holdtes oppe af en enkelt midterstok. På Fyn, især Bogenseegnen, holdt humleavlen og ølbrygningen sig særligt længe, og man havde her en ret udstrakt humledyrkning, således at man kunne sælge til andre landsdele se:

nr. 67 Husmandshus fra årup, Fyn

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.

Se også Nationalmuseets side om øl.

Hvede. Triticum.

Det latinske navn kommer af verbet tero, tritum som betyder rive, male. Da det var den eneste sædart som romerne brugte til mel. Den vokser godt indtil 64 grader nordlig bredde. Kan dyrkes indtil 13.000 fod over havet. Som vintersæd kræver hveden omtrent 280 dage, som vårsæd 40 dage til at modnes. Frost på -30 grader celsius med fugtighed i jorden kan den ikke tåle – så går den ud. Den kan godt lide lerholdig jord, men vokser dog også fint i sand- og kalkjord. God gødning er nødvendigt for at få en rig høst. Opløst guano og superfosfat øger afgrøderne meget. Endvidere kræver hveden, at jorden har en vis
fasthed. De bedste forfrugter for hveden er raps, kløver, grøntfoder og tidlige rodfrugter. God vinterhvede giver almindeligvis 10 – 12 tønder pr. tønde land.
Dog kan udbyttet variere mellem 6 og 24 tønder eller mere. Som vårsæd er udbyttet som regel 20% mindre. En afart af hvede gav det bedste strå til fletning.
Hvidkløver. Trifolium repens. Se kløver.

Hyld. Sambucus nigra.

Den almindelige hyld med de gulhvide blomster, der efterhånden bliver til mørkviolette bær, springer ud i juni. Træet vokser de besynderligste steder, da det kan trives overalt, hvor der blot er en stump jord. Det kan blive 7 meter højt. I den nordiske oldtid var hylden et helligt træ, som også kunne hjælpe mod en masse sygdomme, og megen overtro har været knyttet til det. Hyldeblomst har været brugt som
urindrivende middel, de kogte blade trækker slim, og de friske blev brugt til omslag på betændte steder, brandsår og mod podagra. Et afkog af barken virker afførende, og indtaget i større mængder var det et glimrende brækmiddel. Hyldeblomsterne er også gode mod hoste, hæshed er nyre- og blodrensende og virksomme mod åreforkalkning. Hyldesaft med lidt stødt kamfer og 5 g theriak (fås på apoteket)
indtages i varmt øl eller te og virker da imod fnat, hududslet og rheumatiske smerter.
Hængetræ. Se Slagtetræ.

Hængeskab.

Et lille ophængt skab, der som regel hang i inderhjørnet ved bordendebænken, og hvori husfaderen ofte opbevarede dokumenter og værdisager.
Høbænk. Tremmebeholder, hvoraf får eller kalve kunne æde hø, se:

nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Højremskonstruktion.

Bindingsværksform med sideskibe. Hvad i almindelige bygninger ville være de tagbærende
ydervægge, er i højremskonstruktionen en række stolper (højremsstolperne), derudover fortsætter taget ned til lavere ydervægge, således at der ved hver langside dannes et smalt sideskib eller udskud, som enten kan stå åbent imod midtrummet eller anvendes som alkover eller som delte smårum se:

nr. 1 Fiskerhus fra Agger

nr. 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig,

laden i nr. 22 Gård fra Vemb, Vestjylland

nr. 25 Herregårdslade fra Fjellerup Djursland.
Ved højremskonstruktioner er bjælkerne i reglen tappet gennem stolperne, og på langs over disse hviler højremmen.
Høkroghøpig, høkejs.
Kort jernspyd med modhage, hvormed man trak hø ud af en høstak eller i laden.
Hønsebænk. Se Gåsebænk.

Hønsemajs. Se majs.

Hør. linum.

Blev mest dyrket for at give materiale til spindingen. Modner på 70-98 dage, kan godt lide fugtig varme med skiftende solskin og nedbør, trives godt ved kysterne, i flade egne og selv i bjergegne eller alle steder hvor der findes vand i nærheden og nedbøren er stor nok. De bedste hørfrø fås fra de russiske østersøprovinser. Hør dyrkes højt mod nord helt op til en højde af 6000 fod over havet. Hørren fordrer gammel kraft i jorden og indhold af fosforsyre og alkalier. Jorden til hørren bør være dybt og omhyggeligt pløjet samt navnlig fri for ukrudt. Hverken ler eller sandjord passer hørren særlig godt, det gør derimod varm, sandmuldet jord. Almindeligvis sås hørren som anden afgrøde efter stærkere
gødning, hvortil man anvendte Guano, Benmel Aske og Kalisalte samt godt sammenbrændt staldgødning, begge sidstnævnte dog kun om efteråret.. Hørren sås så snart nattefrosten er forbi om foråret, temmelig tæt og skal luges ofte. Jordlopper, Oldenborrelarver og andre slags insekter
forringede ofte udbyttet. Hvor hørren dyrkes både for frøenes og tavernes skyld, bliver den høstet, når frøkapslerne bliver brune. Planterne ruskes op, ordnes efter stænglernes finhed og længde og opstilles i knipper til tørring ca. 14 dage, hvorpå frøene tærskes ud og tørres. Stænglerne bliver derpå atter lagt på marken eller bragt til at rådne i vand. En god høravling forudsatte hørtilberedningsanstalter, til hvilke landmanden kunne sælge de rå stængler, da behandlingen ikke var hans sag. Intet avlsprodukt kan i
værdi sammenlignes med hørren, når der fremtræder i form af f.eks. Brússeler-kniplinger, idet afgrøden af en tønde land derved kan få en værdi af millioner af kroner. Man beregner høsten af hør til 2-16 centner frø og 4-8 centner taver pr. tønde land.
Hørbehandling.

Man dyrkede hør, hvoraf der blev fremstillet linned. Når hørren var høstet på marken, blev frøkapslerne først revet af på en ud fra væggen anbragt hørrive. Hørren blev derefter behandlet med vand, rødet, og derpå ved kunstig varme i en hørgrav eller hørovn. For at få de træagtige, nu sprøde dele af stænglerne bort knækkedes de så i en hørbryde
se bl.a:

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.

I ældre tid anvendtes i stedet for bryde en kølleformet klub se:

nr. 54 Gård fra Halland.

Derefter blev en lok hør lagt over overkanten af en skættefod eller en stoleryg og de udstikkende ender slået med en flad skættehånd af træ, således at de brudte, træagtige dele blev slået
af se bl.a:

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge

nr. 67 Husmandshus fra årup, Fyn.

De tilbageværende lange, bløde hørtaver kæmmedes derefter igennem en hegle se bl.a.

nr. 42 Gård fra True ved århusog kunne derpå spindes til tråd eller garn på
en rok.

Se også Hørovn fra ærø og nationalmuseets side om Hør

Høstmaskiner.

Til høstning af afgrøderne brugte man fra 1800-tallet Meje- og Slåmaskiner. Romerne skulle allerede i Gallien have opfundet en maskine, der blev anvendt til at afskære Aksene og derefter kaste dem ned i en særlig beholder. Den lange række af senere forbedrede høstmaskiner, anvendtes i tusindvis, almindeligvis benævnes de efter opfinderen eller fabrikanten, begynder med Denffers (1755) og Boyce´s (1800) maskiner.
Herunder link til info McCormicks høstmaskine fra 1831 (Virginia, USA), firmaet eksisterer stadig.

De tunge- eller savformede småknive, der er anbragt på knivstangen, er ved disse maskiner den egentlig arbejdende del, disse skulle erstatte både le og segl.

Skæreapparatet på Meje og slåmaskinerne bestod som, sagt af, en række som savtænder formede knive, der er fæstede side om side på en jernskinne. Denne hviler på fingerstangen, og kniven virker nu som en sav eller måske snarere saks, der afklipper stråene mellem fingre og knive. Det ser nogenlunde ud som en moderne elektrisk hækklipper. De såkaldte fingre eller jerntænder fordeler kornet, som trykket mod den frem- og tilbagegående kniv, der afskærer det netop ved disse tænder, som hindre det i at glide væk. En anden del ved disse mejemaskiner er aflæggerapparatet, der enten lagde kornet i regelmæssige bunker, passende til neg, eller i en uafbrudt række; førstnævnte blev dog foretrukket. Apparatet bestod af enten en fast skive eller en bevægelig flade, det vil sige en dug uden ende, der bevægede sig omkring to valser; dette er den ældste form og den blev senere anvendt i de selvbindere.

Håndkværn.

Findes blandt andet i 9 Gård fra Læsø.
Blev i senere tid især brugt til malt til ølbrygning og kaldtes da maltkværn, men undtagelsesvis til kornmaling, da stenene var for lette og roteringen for langsom til at male fint mel, se bl.a.

nr. 63 Gård
fra Pebringe, Sjælland
. Kornet måtte først tørres ved kunstig varme.
Håndtvinge. Se Snovinde.

Håndten. Se Snovinde.

Billeder på denne side, findes ikke i store versioner.