Hør

Hør

Frilandsmuseet 1897-1997: HørTøj og tekstiler

Billeder er på vej.

Hørbehandling “Men en Dag kom der Folk og tog Hørren i Toppen og ruskede den op med Rod, det gjorde ondt: den blev lagt i Vand ligesom den skulde druknes, og saa kom den over Ild, ligesom den skulde steges, det var grueligt”… “Men det blev rigtignok slemt. Hørren blev knækket og brækket, skettet og heglet, ja hvad vidste den hvad det hed; den kom paa Rokken, snurre rur! “… (H.C. Andersen: “Hørren”) Hørtråd laves af hørplanten, der er en etårig 1 meter høj plante med en smuk blå blomst. I maj måned såede bonden hørfrøene i en god fed jord. Den kunne derfor ikke dyrkes i alle egne af Danmark f.eks. ikke i Vestjylland. ligeledes havde mange husmandsfamilier ikke hør, deres eventuelle jord skulle bruges til spiselige afgrøder. I løbet af sommeren skulle hørren luges hyppigt, et arbejde som børnene tit blev sat til. Sidst i juli måned ruskede karle, piger og børn planterne, d.v.s. at de trak dem op af jorden med rødder og stillede dem til tørre i neg på marken.

Knevle Hen på eftersommeren skulle hørren knevles, d.v.s. at frøkapslerne skulle fjernes fra stænglerne. Dette foregik ved, at bonden eller karlen trak stænglerne igennem en knevle, der er en grov rive med træ- eller jerntænder. Frøene skulle bruges igen til næste års udsæd. For at den spindbare fiber kunne skilles fra den træagtige stængel, skulle hørren igennem en forrådnelsesproces. Kvinderne lagde stænglerne på en græsmark i 2-4 uger (landrødning), eller man kunne også rødde hørren ved at lægge den i et vandløb (vandrødning). I august-september skulle stænglerne igen tørres – dette kunne foregå i en hørovn, hvorover der blev lagt en jernrist, som hørren blev anbragt på. Hørren kunne også tørres over en åben grav, hvor der var tændt ild. Nu var stænglerne blevet porøse, og skulle brydes, d.v.s. de blev knust, så den spindbare fiber blev fri. Det var lettest at bryde, når hørren var varm. Hørren blev lagt på den underste del af bryden og knust ved at overliggeren blev smækket ned over den. Dette arbejde kunne udføres i samarbejde med flere gårde, og der deltog både kvinder og mænd (et brydegilde). Efter brydningen skulle hørren skættes. Dette arbejde udførte kvinderne i fællesskab; som regel sad de udendørs i en port. Til arbejdet hørte en skættefod og en skættehånd. Hørlokken blev holdt fast foroven i skættefoden, og med skættehånden sloges skæverne væk. Affaldet kaldtes skættefald og kunne spindes. Næste proces var hegling, hvor hørren lok for lok blev trukket igennem heglens tænder, hvorved de korte fibre blev skilt fra. Disse kaldtes for blår og anvendtes også til tekstilfremstilling. Efter heglingen blev hørren snoet i en krans og var klar til at blive spundet, vasket og bleget før den endelig kunne bruges til at væve med. Vævningen kunne foregå i hjemmet eller hos landsbyvæveren. Skættefald og blårlærred blev anvendt til groft undertøj og sække, men især til lagner. Alt efter spindingens kvalitet kunne man dele de vævede lærreder i det mellemfine lærred, som mad syede lagner og pudevår af samt skjorter og særke, og det fineste lærred som blev anvendt til det egentlige broderi på agehynder og pyntestykker. Bondekonen skulle sørge for familiens egen påklædning, hjemmets tekstiler, børnenes udstyr, og endelig for at tjenestefolkene som en del af deres løn kunne modtage noget “uldent og linned”. Forslag til elevaktiviteter: Hans F. Jensen: “Uld og hør”, Dansk Historielærerforening, hvori der findes anvisninger på, hvordan hørren kan bearbejdes på skolen. litteraturforslag: Ole Højrup: “Landbokvinden”. – Nationalmuseets forlag 1975. Mette Skougaard og Helle Thordur Hansen: “Uld og hør”. – Nationalmuseets forlag 1983. Håndarbejde i skolen: 18. årg., feb. 1983, nr. l. Hanne Dalsgaard Frøsig: “Hør som husflid”. – Borgen 1980.     Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue.1989. Må kopieres med kildeangivelse.