Højtid

Frilandsmuseet 1897-1997: Kvindens arbejde på landet 1750-1850

Kost på landet

Højtidsmad

“Man skal holde jul således, at man kan have noget til påske.”
Den mad der blev spist i højtiderne og til gilderne, stod i stærk kontrast til den ensformige hverdagsmad. Maden var ikke blot anderledes. Den var også rimeligere. I de fattige hjem, hvor det var svært nok at skaffe den daglige kost, var der ikke overskud til en særlig højtidsmad.
På en større gård startede forberedelserne til julehøjtiden allerede i november måned med slagtning og ølbrygning. Der skulle laves alle de slags pølser, der hørte til på sulefadet i juledagene: blodpølse, medisterpølse, spegepølse og rullepølse.

Der skulle også laves sylte og smeltes fedt til smørrebrød.
Det øl der blev gemt til julen skulle helst være både mørkt og stærkt. Øllet fra første tapning var såkaldt gammelt øl eller gemmeøl, der skulle stå i lang tid. Juleøl var det øl, man fik ved anden tapning, det var også noget kraftigere end dagligøllet fra tredje tapning.
Julens bagværk var noget helt særligt. Det var en af de få gange om året, hvor der blevet bagt sigtekager, som var brød lavet af sigtet rugmel. Brødene var flade, runde brød, der vejede 12-20 pund stykket. Ofte var de dekorerede. På gårdene blev der bagt mange af disse brød, for de blev givet til folk, der havde arbejdet på gården i årets løb. De var en del af lønnen og blev kaldt julerente. Foruden folkene på gården, som husbond og madmoder “havde i sit brød”, kunne det være hyrdedrengen, husmanden, smeden, jordemoderen og præsten.
Foruden disse brød, blev der bagt æbleskiver, pebernødder, pandekager, vafler og goderåd. Rundt omkring i landet var der forskellige traditioner for, hvilke kager man bagte. Det var skik at give tjenestefolkene en portion æbleskiver, som de kunne spise selv eller tage med hjem til deres forældre.

Pebernødder blev bagt af rugmel tilsat honning og allehånde, kanel, peber og nelliker. Det øvrige bagværk blev lavet af dej, der var rørt af fint hvedemel, mælk og æg.

Goderåd blev bagt i et tangformet jern i ildstedets gløder. I jernet var der udskåret et mønster, som kom frem i de sprøde kager.
Julegilderne og familiebesøgene startede 2. juledag og fortsatte til Helligtrekonger den 5. januar. Alle steder gjaldt det om at beværte hinanden godt. I de 12 juledage måtte sulemadsfadet aldrig være tomt. Det indeholdt flæsk, pølse, ribben og gåse- og fårekød. Dertil spiste man sennep, som var stødt i kærnemælk.
Alle, der kom til gården, blev budt på mad, for at de “ikke skulle bære julen ud”, som man sagde. Der kom også mange fattige folk og tiggere, der skulle have deres del.

Ved årets øvrige højtider var maden ikke så overdådig, men hver højtid havde sine traditioner. æggekage var en almindelig ret til fastelavn, og skærtorsdag skulle man have “ni slags grønt”. Det var flæsk kogt på grønkål, tilsat kørvel, porre, persille, purløg, kommen, timian, hvidkål og – når der ikke var andet at få – stikkelsbærblade. Jo tidligere på året påsken faldt, jo sværere var det at skaffe de ni slags grønt.
æg hørte også påsken til. Langfredag spiste mange den gamle påskeret, “skidne æg”, dvs. hårdkogte æg i sennepssovs. Lørdag mellem langfredag og påskedag spiste man mange steder kogte æg, farvede med løgskaller.
Aktivitetsforslag
Bag selv “musser” (sønderjyske pebernødder) fra Sønder Sejerslev.
Ingredienser: “Tre pund mel, et pund sukker, et pund fedt, en stor kop vand, anis, gevyrst” (Gevyrst = kardemomme, kanel o.l.).
Dejen rulles ud i en cm. tykkelse og skæres i små firkanter efter lineal og bages til de ser sprøde ud.
litteraturforslag
Mette Skougaard: “Bondens køkken”. – Nationalmuseet, 1984.
Ole Højrup: “Landbokvinden”. – Nationalmuseet, 1966.
Hans Ellekilde: “Vor danske jul gennem tiderne”. – Kbh., 1943
Gustav Henningsen: “året og dagen”. I: Dagligliv i Danmark Bd. I. – Nyt nordisk Forlag, 1963-71.
Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, 1990.
Må kopieres med kildeangivelse.