Høst

Frilandsmuseet 1897-1997: Høst
Arbejdslivet på landet

Se også min side med billeder fra høsten.
“Hold først på ploven, før du ser efter høsten”.


I høsttiden kulminerede hele årets anstrengelser i få ugers meget hårdt arbejde.

Før landboreformerne skulle bonden også levere arbejdskraft til godsets høst; hoveri.

Høhøsten startede i juni måned, kornhøsten engang i august, og man skulle helst være færdig til Mikkelsdag den 29. september.

Alle var i marken på nær madmoder, alligevel var det nødvendigt med ekstra arbejdskraft, så oftest fik man hjælp fra husmænd og eventuelt daglejere.

Høstens resultat afhang af, hvor godt bonden havde pløjet, gødsket, harvet, sået osv., men lige så vigtigt var vejret.

Man gik meget op i vejrvarsling, dvs. man forsøgte at forudsige vejret.

Nogle steder mente man, at vejret i årets 12 måneder ville blive, som vejret var i de 12 dage fra l. juledag til 5. januar.

Før udskiftningen var det nødvendigt at blive enige om hvornår man skulle begynde at høste, da markerne var små og lå mellem hinanden. Det blev besluttet på bystævnet i landsbyen, hvor alle gårdmændene var tilstede.
Høstarbejdet startede tidligt om morgenen med slibning af leerne. Man spiste derefter davren i ro og mag indtil duggen var gået af kornet.

Alle var klædt i deres fine tøj, for høsten blev betragtet som en festlig tid. Karlene havde ren hvid skjorte på. Pigerne havde rene hvide forklæder, hvide bindeærmer (til at beskytte armene mod sol og skarpe strå) og helgolænder (luftig hat til at beskytte mod solen).

Ude i marken gik høstkarlene i en lang række, helst i hele markens bredde. De gik, så de havde vinden bagfra og lidt fra siden, så kornet faldt jævnt.

Kornet blev slået med en mejered. Det var hårdt arbejde, og der var konkurrence karlene imellem om at være forrest i rækken.

Tit måtte de stoppe op og slibe leen. Efter hver karl kom en pige – en optager. Hun samlede en tilpas stor bunke strå sammen til et neg, som hun bandt sammen med et halmbånd. En pige eller nogle børn satte negene til tørring i traver med ca. 10 neg i hver.

Madmoder var ikke med til at høste. Hun blev hjemme og ordnede alt det daglige arbejde på gården alene. Hun skulle også sørge for mad til høstfolkene, og det skulle være speciel god mad, dels fordi de udførte hårdt arbejde, dels fordi det var en festtid. I frokostpausen bragte hun eller børnene maden ud på marken.
Høsten varede flere dage, og når kun et lille stykke sæd stod tilbage, skyndte alle sig, for ingen ville binde det sidste neg.

Det sidste neg blev kaldt kællingen. Det blev bundet – og evt. klædt på – så det lignede en kvinde, og det skulle sidde øverst på det sidste læs, som blev kørt hjem til gården.

Når man var helt færdig med at høste, var det skik at “stryge for kålen”. Karlene stillede sig på gårdspladsen og begyndte at slibe deres leer. Det skulle betyde, at nu var der ikke mere tilbage at høste end kålen. For at skåne sin kål, måtte madmoder frem med æbleskiver og snaps.

Inden negene blev kørt hjem, kom ridefogeden og optalte høsten, så bønderne ikke snød, når de skulle betale tiende til præsten og landgilde til godsejeren. Når negene var kørt hjem, blev der revet. Før i tiden blev det gjort med håndkraft, men senere brugte man den meget effektive hesterive, som blev trukket af heste. Derefter gik de fattige omkring og samlede aks på markerne. De kaldte hesteriven for “hungerriven”, fordi den ikke lod noget korn tilbage til dem. Til sidst “opgav man ævred”, hvilket betød, at man fjernede led og gærde mellem alle marker og vange, så dyrene frit kunne drive om på bymarkerne og spise, hvad der var tilbage.
Høstgildet var det største af alle de mange gilder, man havde i det gamle bondesamfund. Mange steder blev det holdt Mikkelsdag. Til høstgildet kom alle, som havde hjulpet med i høstarbejdet. Der var pyntet op i øverstestuen eller i laden. Der blev spist godt hele dagen, og om eftermiddagen blev der spillet op til dans. De piger der havde bundet det sidste byg-, rug- eller havreneg, skulle danse deres første dans med deres respektive “kælling”. Dansen fortsatte til den lyse morgen.
litteraturforslag
J. S. Møller: “Fester og højtider i gamle dage”. Holbæk, 1933.
Axel Steensberg: “Dagligliv i Danmark”, bind VI. København, 1982.
Ole Højrup: “Landbokvinden”.
Hans F. Jensen: “Såning og høst i 1800-årene”. Dansk historielærerforening.
Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, C 1989.
Må kopieres med kildeangivelse.