k-ord

K-minileksikon

Kalcinering.

En betegnelse for metaloxiddannelse ved ophedning i luft. Ved Kalcinering af ler eller porcelænsvarer forgasser det bundne vand, samtidig med at der sker en sammensintring af lerpartiklerne.
Kaffebakke. Se Træbakke.
Kakler.

Af brændt ler, firesidede, plane eller konkave med en karm eller ramme langs sidernes kant til indmuring. Ler- eller fajancekakkelovne blev opbygget af kakler. Fremkom i senere middelalder og blev i 1500-tallet udstyret med reliefornamenter og glaseret.

Blev senere delvis fortrængte af jernkakkelovne. I en del bondehjem fandtes dog primitive bilæggerovne af jydepottekakler endnu ind i 1800-tallet. Ordet kakler bliver nu fejlagtigt anvendt som betegnelse for fajancefliser.
Kalfatring.

Tætning af revner imellem bordene i et kravelbygget fartøj, udføres med optrævlet tovværk eller bomuld, som stryges (males) med beg.
Kamplov.

Kaldes også Vandfureplov. Anvendes til at lægge ageren i kamme, som ved dyrkning af rodfrugter, undertiden bønner m.fl. ligesom også til hypning af kartofler og andre planter og ved pløjning af vandfurer. Den har to muldfjæl, der ofte kunne stilles på længere eller kortere afstand af hinanden; ofte er den forsynet med en markør til angivelse af, hvor den næste fure skal drages, og undertiden indrettet til ved forandring og ombytning af de forskellige dele at bruges i flere øjemed, som radrenser, undergrundsplov o.s.v., men et sådant redskab er dog sjældent fuldkomment hensigtsmæssigt. Se også plov.
Kanderæk, Kandeskab, kandebænk.

Til opstilling af fade ligesom tallerkenrækker, med bredere hylder forneden eller underskab til kander m.m., der også tjente til pynt i stuen, se:

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Karhusetøj.

Groft sort, sjældnere rødligt ikke glaseret lertøj. Fremstillet som bierhverv af kvinder i landsbyen Karhuse, nu Kelstrupskov, vest for Odense. Ikke opdrejet med opbygget af runde lerstrimler over flad bund. Har lighed med jydepotter, men er altså fremstillet ved en anden teknik, se

nr. 68 Hus fra Kirke-Søby, Fyn

nr. 70 Smedje fra ørbæk Fyn

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Karstolkarfod.
Til at sætte baljer eller kar på. Ofte i en “v-form” vokset gren på tre lave ben ses Bl.a. i

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.
Kartoffel.

Solanum tuberosum.
Blev indført af Sir Francis Drake i Europa fra Peru og Centralamerika. Først i slutningen af 1700-tallet begyndte man at dyrke den almindeligt, hvilket endda mange steder skete ved tvang.

I England udbredtes kartofler under borgerkrigen, særlig fordi begge armeers soldater, som ødelagde al anden på marken stående afgrøde, ikke gav sig tid til at ødelægge kartoffelmarkerne.

I Preussen fik hver kommune af Frederik den Store pålæg om at dyrke et vist areal med kartofler. Hvis de var pålægget overhørig, blev de tvunget til det ved indkvartering.

I Paris blev der lagt kartofler på nogle tønder land i Jardin des Plantes, og det blev under livsstraf forbudt af stjæle deraf. Man stillede imidlertid ikke nogen vagt ud. Derved blev hensigten opnået, der blev begået tyverier i massevis og kartofler blev som bekendt udbredt.

I dag er kartofler en af vores vigtigste afgrøder og den er på middagsbordet i de fleste hjem flere gange om ugen.

Indtil starten af 1900-tallet dyrkede man op imod 2000 varianter af kartoflen, store og små, runde og lange, tyk og tyndskallede, melede og ikke melede, hvide, gule, røde, ja endda sorte, tidlige, midlertidige og sene og nye variationer blev indført hvert år. Desværre er hele denne variation efterhånden indskrænket til nogle få arter, se bare udvalget hos din grønthandler.
Så udbredt kartoflen end er blevet, kan man dog ikke anse den for en forbedring af vores næringsværdi. Den er fattig på protein og står i næringsværdi langt under bælgplanterne.

Den er blevet særlig yndet fordi den kan tilberedes på så mange forskellige måder og kan gøres velsmagende uden dyre tilsætninger.

Kartoflen var det vigtigste råmateriale ved spritfabrikationen, således at man kunne anvende mindre korn til denne.

I bærmen indvandt man et godt fodringsmiddel, derfor kunne man have større kreaturhold, hvorved der kunne fremskaffes mere gødning og sædafgrøden forøges.

I denne henseende udøvede den desuden samme gavn for landbruget som alle planter der renses med hakke under opvæksten og handelsplanter, hvilket kræver et mere rationelt jordbrug og som ved et større udbytte rigeligt kunne erstatte den produktion af fødestoffer, som det samme areal kunne have givet.

Kartoflen dyrkes indtil 70 grader nordlig brede og i Tyskland i en højde af 5000 fod. På Andesbjergene helt op til 16.000 fod. De tidlige sorter modnes på 70 dage eller mindre, de sene skal have 180 dage.

Kartoflen trives bedst i løs, varm og tør jord, som er blevet gødet året før og som er rig på kali, kalk og fosfat.

Især i fugtige år forringes udbyttet ofte meget ved kartoffelsygen. Denne stammer fra en svamp, som overvintre i knolden og senere udvikler sig i planten særlig i bladene, hvor den frembringer nye sporer, som falder ned på jorden og derfra kommer ind i de ny udviklede knolde.

Kun frisk udsæd hjalp mod denne sygdom. Også larver og mus kunne være farlige fjender for kartoflen.

Udbyttet kunne udgøre 400 op til 700 centner pr. tønde land, men ofte kun 100.Stængel og blade har kun ringe værdi som strøelse, de pløjes derfor gerne ned eller man lagde dem på møddingen.
Kartoffelrivejern.

Brugt ved tillavning af kartoffelmel se nr.

54 Gård fra Halland.
Karvesnit.

Form for ornamentale udskæringer i træ, hvormed ornamenterne dannes af kileformede nedskæringer med v-formet tværsnit især i geometriske mønstre. Anvendtes meget i husflid til udsmykning af mindre genstande, mangletræer og banke tærskler se bl.a.

nr. 1 Fiskerhus fra Agger

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn,

skrin se nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland m.m.
Kedelskedekedelkrog.


Af jern til ophængning af kogekar på et åbent ildsted. Oftest indrettet med savtakker til at indstille i højden se f.eks.

nr. 62 Landarbejderhus fra Englerup vest for Roskilde.
Kellinghusenfajance.
Fremstilledes i den holstenske flække Kellinghusen, hvor i tiden mellem 1764 og 1860 seks forskellige fajance fabrikker var i arbejde.

Fremstilledes, især før 1800, også finere varer, men bedst kendt i Danmark er de senere tallerkener, fade, skåle m.m., der ofte er dekoreret med brogede blomster på gul bund.

Disse senere fajancer er som regel ikke signerede, medens de ældre arbejder kan have signaturen
K. eller K.H. Fajancefliser blev også fabrikerede.
Klampeklove, klæp, hilde, åg.

Indretning, der hindrer løsgående kreaturer i at løbe bort eller bryde gennem hegn. Ofte en ramme om halsen se

nr. 32 Gård fra Søndersejrslev, Sønderjylland

nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland.

Kan også være en, i halskæde ophængt, tung klods.
Klinkbygget.

Om en båd, hvor bordene (sideplankerne) er skudt lidt ind over hinanden. I modsætning til Kravelbyggede fartøjer, hvor bordene mødes kant mod kant. Klinkkonstruktionen går i Norden tilbage til oldtiden, afløstes senere af kravelbyggede fartøjer (mest i de større skibe) med holder sig i brug i de mindre både f.eks. i Lynæsjollen, der stadig produceres. Tidligere havde næsten alle kystbyer et værft, som byggede joller.
Klædestodder.

Knager til ophængning af tøj, især til tørring ved ovnen, se

nr. 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig.
Kløver. Der dyrkes især 4 arter nemlig:

  • Rødkløver. Trifolium pratense
  • Hvidkløver. Trifolium repens
  • Alsikekløver. Trifolium hybridum
  • Inkarnat- eller blodkløver. Trifolium incarnatum

En god kløverhøst kræver, et mildt og fugtigt klima, en kalkholdig jord, dog også ler- eller sandjord. Altid jord med god kraft, som hverken lider af fugtighed eller tørke og som er fri for ukrudt (især kvikgræs). Godt gødet jord. De 3 førstnævnte kløversorter sås såvel i vintersæd som i vårsæd for at skærmes af disse og ikke til ingen gavn optager jorden under den første udvikling.

Som gødningsstoffer anvendes gips, svovlsur kali, aske, gødningsvand, udbrændt staldgødning og lignende. Blodkløveren, der ikke dyrkes ret meget i norden, sås almindeligvis som forfrugt for raps og anden vintersæd. Pasningen af kløvermarken indskrænker sig til fjernelse af sten, overharvning, jævning af muldvarpeskud og udryddelse af ukrudt.

Kløveren høstes enten til grøntfoder eller hø, eller den afgræsses. Høsten foretages med varsomhed, for at de tørrede, sprøde blade ikke skal gå tabt. Ofte
kan man høste to gange om året. Man beregner høsten på 1 tønde land til 50-100 centner hø af
rødkløver, af hvidkløver 25 centner og af blodkløver 80 centner.

Dette svarer til ca. 5 gange så meget grønt foder. Senere dyrkede man kløveren blandes med andre forskellige græsarter, derved bliver afgrøden mere sikker og ved en passende blanding meget velegnet til kreaturfoder, desuden bliver jorden ikke så let kløvertræt.

De oftest anvendte fodergræsser er rajgræsarterne, thimothe, hundegræs, engrævehale, agerhejre og andre.
Knapovn.

Til at støbe metalknapper i, oftest udgravede i blød stenart, se

nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Knevelstokke, knyttestokke eller slyngestokke.

Til at lave kantebånd og lignende med. Over den tynde del af hver stok er viklet garn, hvis ender bindes til en krog i loftet. Garnet slynges da sammen ved hjælp af de nedhængende stokke, se

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Knivbrædt.

Til at holde knive blanke ved strygning. For neden rum til sand. I nyere tid brugtes smergelpulver, der blev strøet på brættet, se

nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.
Knivbænk. Se Snittestol.
Knudetømring.

Byggemåde for bjælkehuse, fortrinsvis af nåletræsstammer.

Væggene af over hinanden lagte, svære tømmerstokke, der i bygningshjørnerne springer lidt frem og her er forsænket i hinanden ved såkaldt (svensk) knuthugning. Da gavlvæggene binder langvæggene sammen, kan bjælker undværes: Se stuehuset i:

nr. 54 Gård fra Halland

nr. 56 Badstue fra Småland

nr. 57 Loftbod fra det sydøstlige Småland.
Knægt. På bindingsværksbygninger,
hvis øvre gavlparti krager ud, eller hvis øvre etage springer frem, understøttes fremspringet ofte af en Knægt eller en bærende konsol på hver stolpe. Svarer til grundmurede bygningers kragsten. Knægte var ofte profilerede. Indre knægte kunne findes i vinkeler mellem ydermur og bjælker.
Knæhus. Se Spændhus.
Kobberlustre.

Lertøj med kobber skinnende glasur, især indført fra England ca. 1800 – 1850.
Kobbelstang.

Træstang med halsring i hver ende. Til at sammenkoble to får, der skulle malkes, eller får
og vædder for at holde dem fra hinanden.

Kogødning.
I gæret, med strøelse blandet, tilstand er det den egentlige normalgødning og den der spillede den største rolle i ældre tider. Nu er svineproduktionen blevet så stor, at den har overtaget rollen.

Kogødning kan anvendes overalt og til al slags sæd.

Den virker ikke så hurtigt, til gengæld er dens virkning mere langvarig.

Hvis man blander den med flydende gødning, får man de forskellige gødninger samlede til en alsidig gødning, der kan køres ud på marken med en møjspreder.

Gødningen bredtes ud på møddingen i jævne lag og beskyttes mod udtørring, dels ved hyppig befugtning med gødningsvand, dels ved stadig at dække de ældre gærende lag med nye og iblande rigelig strøelse. Har man ikke strøelse, kan det være nødvendigt at strø muldrig jord, gips eller lignende, for at forhindre luftarterne af forsvinde. Se også Staldgødning.
Konservering.
Forskellige metoder til langtidsopbevaring af madvarer. Se

ægpræservering, saltekar.
Kornsegl. Se Segl.
Korsklædebakker. Se Træbakke.
Korshus.

En fremspringende kort tilbygning med tag vinkelret på en bygnings langside, se

nr. 61 Landhåndværkerhus fra Kalvehave, Sjælland nr. 63 Gård
fra Pebringe, Sjælland

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Krageflæskeblok.
Ophængt svær stok med rundtsiddende knager til at hænge pølser, flæsk og lignende på til rygning eller til ophængning f.eks. på loftet se nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.

Kunne også være en lang røgestok, der nedefra ragede op i skorstenen og for oven havde korte sidegrene som knager, se:
nr. 72 Husmandshus fra Dannemare, Lolland.
Krage ud.

Springe frem, f.eks. om fremspringende overgavle eller øvre etager.
Kragtræermønningstræer,
tagryttere, vartræer.

I vinkel ved én ende, sammen naglede, træstykker der rider over tagryggen for at fastholde mønningens halm eller tang.
Kratte.

Trærive med få, ret langetænder. Anvendes til at rive neg sammen med, når der høstes med le.
Kreatursygdomme.

Har i alle tider været landmandens værste fjende. Kvægpesten har været den mest frygtede sygdom, i England havde man et tab på 3 millioner stykker kvæg ved sygdommens udbrud i 1869. De fleste sygdomme spredes ved indførelse af levende dyr fra andre lande, derfor har Danmark været forskånet for mange af disse sygdomme, da vi for det meste ikke har indført dyr, men kun eksporteret dem. Andre sygdomme er Mund- og klovsyge, ondartet lungesyge, miltbrand og snive.
Krogen.

Har stor lighed med de ægyptiske og romerske plove og er et urgammelt redskab, der navnlig er anvendt af de nordøstlige folkeslag, i særdeleshed hos slaverne.

Den jernbeslåede, krogede gren, der er forsynet med en skære og et par grene på siden, de såkaldte øren, er meget primitiv at se til.

Senere er krogen ofte ændret en del., blevet forsynet med håndtag og har mere nærmet sig ploven.

Alle redskaber som har krogens form, er bedre end ploven egnede til at omrøre og blande de øverste jordlag og gøre dem løsere (se harve). Derimod er de ikke eller kun meget ufuldkomment i stand til at nedpløje stub, gødning og lignende.

Ved mange slags arbejder foretrækker man dog med rette disse redskaber for ploven. Østeuropa, Sibirien og Kina er deres hjemstavn. Forskellige former af dem kan man endnu træffe i Norge (Al, Ard), Sverige og Mecklenburg, men i Danmark er de så at sige ukendte.
Krudthorn.

Til at opbevare krudt i, der brugtes til forladebøsser. Hertil hørte krudtmål og haglpung, en skindpung til haglene eller kuglerne, se bl.a.

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Kubestolknubstol.
Stol tildannet af en svær træstamme, der over sædet kun har beholdt træ til ryg- og sidelæn se

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.

Kunne også laves af en tønde og efterlignes i halmløb, se

nr. 22 Gård fra Vemb Vestjylland.
Kælder.

Var i bondehjem som regel kun spisekammer, sule-eller mælkekammer med forsænket gulv, se

nr. 2 Skipperhus fra Sønderho Fanø.

Kun i visse egne og i rigere gårde forekom virkelige kælderrum, se nr.

34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland, her senere indbygget. I Ejderstedgården overhvælvet, se

nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Kærne, stavkærne, stampekærne.

Hvori fløde kærnes til smør og kærnemælk, idet den lodrette kærnestage med en gennemhullet tværskive eller et kors (plaskeren) for neden føres op og ned i den spandformede træbeholder.

Stagen passerer gennem et hul i beholderens låg og lige derover igennem en lille løs trækegle, kærneringen, kringelen eller kærnehornet, der hindre indholdet i at sprøjte op, se blandt andet:

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland. Senere opstod andre former, svingkærnen se
nr. 55 Tvillinggård fra Gønge og vuggekærnen se

nr. 42 Gårdfra True ved århus.
Kålgård.

ældre betegnelse for køkkenhave, fordi man stort set ikke dyrkede andet end kål, se

nr. 8 Gård fra Kølvrå Karup hede Jylland.
Kålrabi. Se rodfrugter.

Skriv et svar