Kålgård

Frilandsmuseet 1897-1997: Kvindens arbejde på landet 1750-1850

Kost på landet

Kålgården

“Melgrød og kål er bondens lægedom. Fransken siger det om løg.”

I det gamle landbosamfund havde mange gårde og husmandssteder en køkkenhave, som blev kaldt kålgården, da der hovedsageligt blev dyrket grønkål i den. Grønkålen var en hårdfør grøntsag, som man kunne have stående ude i sne og frost. Udover grønkål, blev der dyrket hvidkål, løg og gulerødder. I kålgårdens urtebede var der persille, kommen, sennep, malurt og timian.

Kålgårdene var tit små i de tæt bebyggede landsbyer. Efter de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet, blev mange gårde flyttet ud fra landsbyen og der kom flere og større kålgårde. Der kom også nye grøntsager til: rødbeder, rosenkål, kartofler og ærter.

Kålgården var kvindens ansvar. Hun stod for husholdningen og vidste, hvad der var brug for af fødemidler, krydderurter, lægeurter og farveplanter. Var der gamle aftægtsfolk på gården, kunne de hjælpe hende med arbejdet i kålgården. Manden sørgede for indhegning af kålgården, som var nødvendig for at holde svin, høns og andre løsgående dyr væk. Indhegningen kunne være lavet af flettet risgærde, sten eller tørv alt efter hvilke materialer, der var adgang til.

Det kunne være en biindtægt, at drive de små kålplanter frem. Kvinderne eller pigerne måtte ellers selv så kålen i et plantebed. Det var et lille indhegnet areal, hvor landsbyens gårde hver havde et lille stykke. I den rigelig gødskede jord – eller ovenpå en mødding – stod planterne indtil de var store nok til at blive sat ud i kålgårdene. Her blev kålen plantet i snorlige rækker og hyppet. For at beskytte bedene mod skrabende høns – som var kommet igennem indhegningen – kunne man lægge krogede syrenris over.

Når grønkålen var fuldt udvokset om sommeren, blev de grove blade brugt til fodring af dyr på opfedning og til indpakning af smør som skulle sælges. Køer, som skulle kælve om efteråret, kunne få de mindste kål med top og stok for næringens skyld.

Hele sommeren kunne man tage af grønkålen og sidst på efteråret blev de største og bedste af kålplanterne sat sammen i en tæt klynge til vinterbrug og til at bære frø næste år.

Om vinteren var grønkålen et vigtigt supplement til kosten, da man ikke havde mulighed for at få andre friske grøntsager med C-vitamin. Fordi grønkålen var så vigtig, havde man en række mærkedage i kalenderen som blev anset for at være de bedste til at så kålen. Man mente, at grønkål med hvide eller brogede blade betød dødsfald i familien, så de skulle hurtigst fjernes.

Grønkålen blev hakket og helst kogt sammen med noget flæsk. Oveni kunne der kommes byggryn, kartofler eller andet. Denne sulevælling lavede man i så store portioner, at der kunne spises af den i flere dage. Grønlangkål med røget flæsk, medisterpølse og ribben til var festmad, og blev tit spist som julemad.

Aktivitetsforslag
Lav en portion grønlangkål: De skyllede og ribbede grønkålsblade koges i vand eller i madsuppe. Kogevandet trykkes af kålen. Kålen hakkes med en kniv, varmes i gryden med mælk eller fløde, smør og sukker. Serveres med kanelsukker.

litteratur
Ole Højrup:”Landbokvinden”. – Nationalmuseets, 1966.
Lolland-Falsters Stiftmuseum – Maribo: “Kvindens hverdag”.
Mette Skougaard: “Bondens have”. – Nationalmuseet, 1984.
Anna Pedersen: “Fra bondestue og stegers”. – Danmarks Folkeminder nr.52, 1944.
Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, ©1990.
Må kopieres med kildeangivelse.