Kvæg

Frilandsmuseet 1897-1997: Kvæg

Bondegårdens dyr i gamle dage

Ko, tyr, kalv

Om vinteren stod køerne på stald og blev fodret med hø (græs) og halm. Vand fik de på gårdspladsen eller ved gadekæret.
I kostalden skulle der muges ud hver dag – det var almindeligvis mandens eller drengens arbejde.

Anna Pedersen (Stevns), der har indhentet mange oplysninger om livet på landet i forrige århundrede skriver:
“Når det nye græs var langt nok fremme, blev “kvæget” sat på græs. Der fortælles om en tid, hvor køerne var så sløje efter en vinters ophold inde, at de ikke kunne rejse sig. Det var jo fortrinsvis på de dårlige steder, hvor en lille høst gav for lidt foder.”

På græsset blev køerne tøjret i reb til en tøjrpæl af træ og kom ikke i stald før næste vinter.
Når høsten var overstået blev kvæget sluppet løs – så måtte de gå alle vegne undtagen på vintersæden.

Det var en dreng eller en pige, der vogtede kvæget, men i ældre tid brugte man mange steder at ansætte en byhyrde i fællesskab.

Tre gange om dagen måtte tjenestepigen malke køerne.

Blev de malket på marken, bar hun mælken hjem i en træspand, som stod på en malkekrans på hendes hoved.
Hvad fik man fra køerne?:
Mælk til smør, ost og madlavning.
Kød til madretter.
Skind til sko m.m.
Blod til pølse og suppe.
Horn til skeer og forskellige redskaber.
Gødning til de dyrkede marker.

Undervisningsmateriale, Frilandsmuseet, © 1986
Tekst: Lene Floris
Må kopieres med kildeangivelse.