1700-1800 tallet

Frilandsmuseet 1897-1997: Landbosamfundet i 1700-1800 tallet

Landbosamfundet i 1700-1800 tallet

Landsbyerne.
Før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet boede størstedelen af Danmarks landbefolkning i landsbyer. I nogle egne af landet lå bebyggelsen spredt.
I landsbyen lå gårdene og husene samlet omkring et fællesareal, forten eller gaden. Her kunne smådyrene græsse, og mange steder var der også et gadekær, hvor dyrene kunne vandes, og hvor man kunne hente vand.

Markerne.
Rundt om landsbyen lå bymarkerne, der i en stor del af landet var delt op i tre vange. En af disse vange lå årligt hen med græs for at jorden kunne hvile. På de andre to vange blev der sået rug og byg.
Vangene var alt efter kvalitet inddelt i åse. Hver gård havde så en ager i hver ås. På den måde fik hver gård del i både den dårlige og den gode jord, men til gengæld kunne den enkelte gård have over 100 jordstykker fordelt i alle vangene.

Fællesskabet.
Dette havde konsekvenser for, hvordan man dyrkede jorden. Det var nødvendigt at pløje, så og høste nogenlunde samtidigt. Man aftalte i fællesskab tidspunkterne for at påbegynde de forskellige arbejder, men hver især var ansvarlig for at få sin jord behandlet.
Disse sager blev drøftet på bystævnet se f.eks. nr. 69 Fynsk bystævne, hvortil kun byens gård- mænd havde adgang. Her blev også andre fælles anliggender diskuteret, f.eks. ansættelse af en smed i landsbyen, anskaffelse af en fælles bytyr eller hvad man skulle “stille op” med de fattige.

Overdrevet.
Mellem landsbyerne lå store områder uopdyrket land, overdrevet eller almindingen. Her gik byens kreaturer på græs under opsyn af en fælles byhyrde. Også husmændene havde ret til at lade deres dyr græsse på overdrevet.

Landsbyens beboere.
I landsbyen lå der gårde og husmands- og håndværkerhuse samt evt. kirke, fattighus og skole.
De største hushold fandtes på gårdene, hvor der udover gård- mandsfamilien også boede tjenestekarle og -piger. Gårdmandsbørnene kunne, når de var konfirmerede, ofte træde i en karl eller en piges sted og således blive boende hjemme længere end husmandsbørnene.

I visse arbejdsintensive perioder kunne der knyttes ekstra arbejdskraft til gården udover de faste tjenestefolk. F.eks. havde man i høstens tid og under tærskningen ofte folk fra husmandsfamilier til hjælp.

Husholdet på husmandsstederne lignede den kernefamilie, vi kender i dag: far, mor og børn. Så snart børnene var store nok til det, blev de sendt ud at tjene, og der var derfor ikke mere end 3-4 børn hjemme ad gangen, selv om familien havde flere børn.

De gamle blev, hvis det var muligt, boende på deres gård eller i deres hus, når en ung familie overtog bruget. De kom så på aftægt hos den nye familie, som ofte var deres egen søns eller datters familie. Men det var ikke altid, et husmandssted havde økonomisk grundlag for at forsørge en gammel.

Husstanden.
Alle medlemmer af husstanden, såvel i hus som på gård, havde en nødvendig funktion i det daglige arbejde. Hvis den ene ægtefælle døde, giftede den anden sig igen indenfor meget kort tid, for at kunne drive gården eller huset videre. De personer, som af en eller anden grund ikke indgik i en husstand, var dårligt stillede. De kunne enten bo til leje i et rum på en gård eller i et hus, eller evt. bo på fattighuset se f.eks.

nr. 64 Fattighus fra Greve Sjælland – hvis de overhovedet havde et sted at bo.

Befolkningskategorier.
Fra folketællingen 1801 ved vi, at 20% af Danmarks befolkning boede i byerne, mens 80% boede på landet. Landbefolkningen fordelte sig således:  Aristokratiet 4.000

Gårdmandsstanden 260.000 Husmænd med lidt jord 143.000 Husmænd uden jord 77.000 Daglejere og inderster 57.000
Tyende 123.000Fiskere 9.000
Fattiglemmer 19.000
Omvandrende proletariat Ukendt antal..

Selvforsyning.
Landsbyen var stort set selvforsynende med de daglige fornøden- heder dog med enkelte undtagelser som f.eks. sukker, salt, jern og tjære. Disse varer blev indkøbt på torvedagene i den nærliggende købstad, hvor også eventuelt overskud kunne afsættes.

De enkelte hushold i landsbyen var dog ikke selvforsynende i lige høj grad. Det afhang af gårdens eller husets jordtilliggende.

En gård med et stort jordtilliggende kunne nok føde og klæde de mennesker, der boede på den, men anderledes var det med husmandsstedet. Her måtte husholder supplere sine indtægter enten ved at arbejde for andre eller ved at have et håndværk. Ofte havde husholdet en hel række beskæftigelser, som blev kombineret, så det passede med årstiderne.

Fæstevæsenet
Beboerne i landsbyen ejede ikke selv den jord, de dyrkede eller de bygninger, de boede i. Det ejedes af et gods, som kunne tilhøre en enkeltperson, kronen eller en institution (f.eks. universitetet). Husmanden eller gårdmanden fæstede så jord og bygninger, dvs. han fik brugsret over det mod at betale en afgift til godsejeren.

Den bestod af: l. Indfæstning: et beløb, der blev betalt, når fæstekontrakten blev oprettet.

2. Landgilde: en fast årlig ydelse i penge eller naturalier (gårdens produkter). 3. Hoveri: en arbejdsydelse. Fæsteren skulle stille arbejdskraft til rådighed for godsejeren.

Landboreformerne.
Med landboreformerne ændredes mange af disse forhold. Gårdens jorde blev samlet, og nogle gårde flyttede ud fra landsbyen. Samtidig blev en del gårde købt til selveje. Landsbyfællesskabet mistede sine funktioner, og hoveriet blev begrænset eller ophævet.

Ved ændringen blev også overdrevene taget ind til dyrkning, så husmændene mistede deres ret til græsning. Mange steder fik de som erstatning et lille stykke jord. Det var dog som regel ikke nok til at ernære en familie, så husmændene var fortsat nødt til at arbejde for godsejerne og gårdmændene.

Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, © 1989. Må kopieres med kildeangivelse.

Skriv et svar