Lysestøbning

Lysestøbning

Gamle dages belysning var sparsom. Man klarede sig så vidt muligt med dagslys og måneskin. Om vinteren måtte man dog rykke tæt sammen omkring en fælles lyskilde. Til den daglige belysning brugte man tranlamper, der havde form som en lille skål, hvori en løs væge lå i den flydende tran. Den lyste kun svagt og osede kraftigt, men den sparede på tællelysene.
Tællelys blev lavet af fårefedt, som man skar fra, når fåret blev slagtet. Når tællelyset var tændt, spruttede og løb det. Man skulle hele tiden fjerne spidsen af vægen; det blev kaldt at pudse lyset. Man kunne pudse lyset med fingrene eller med en lysesaks.
Det var kvindernes arbejde at støbe lys. Hvis der var en gammel kone på gården, var det i reglen hendes arbejde, fordi hun forventedes at have den fornødne ro og tålmodighed og ikke blev afbrudt af andre pligter.
Så jo, den gang var der også brug for os gamle.Når der skulle støbes lys, blev tællen skåret i terninger og smeltet i en lysegryde med varmt vand. Gryden var af lang i formen og kunne være udhulet af et stykke træ, lavet af staver som en tønde eller være af brændt ler. Når tællen var smeltet flød den ovenpå vandet og var klar til brug. Man smeltede af flere gange, og den første tælle, der var hvid og fin blev brugt til højtidslys. Den næste, der var lidt gullig blev til hverdagslys.
Forinden havde man hængt nogle lange væger af hørgarn, to og to, overtværs på en pind og gnedet dem med lidt tælle, så de kunne blive stive. Ved at binde en tregrenet væge på pinden kunne man støbe trearmede lys til Helligtrekongersaften. Vægerne blev dyppet ned i den flydende tælle, og for hver gang de blev dyppet, blev lyset tykkere. Efter hver dypning blev de hængt til tørre på en stige eller lignende, der lå på tværs af et par stole.
Nogle havde i stedet for en stige et lysestøbebord, d.v.s. et bord, der kunne drejes, og under hvis rand, der hang løse brikker med kroge til vægerne. Den som støbte kunne blive siddende ved støbegryden og hægte brikkerne med vægerne af en efter en, efterhånden som bordet blev drejet. Det var vigtigt, at der var nogenlunde varmt i det rum, hvor arbejdet foregik, ellers stivnede tællen for hurtigt, og lyset blev ujævnt. Hvis tællen derimod fik lov til at flyde et stykke tid, blev lysene jævne og pæne. Man kunne også støbe lys i en form af jernblik, tin eller glas, hvorved man fik de glatteste lys.
Til festligt brug og til skrædderens besøg, brugte man de tykkeste lys. Til daglig nøjedes man med de tyndere lys. Når man skulle ud og forrette sin nødtørft; klarede man sig med en prås, det vil sige en lang væge, der var dyppet en enkelt gang i tælle og viklet om en stage, kaldet en pråseholder eller stabelholder.
Der findes masser af sider om lysestøbning rundt omkring på nettet, hvis nogen skulle få lyst til at lave det selv.