m-ord

Ord der begynder med M

Madfjælmadbrikke, fiskebrædt, skagle, disk.

Tyndt bræt eller træplade i lighed med et smørebræt. Blev benyttet som flad tallerken ikke mindst til sild, der var almindelig kost. Kunne være så lang, at den på bordet rakte til flere spisende, langskagle se bl.a. nr. 1 Fiskerhus fra Agger.

Desuden fandtes kvadratiske brikker samt runde, hvilket sidste dannede jævn overgang til drejede tallerkener af træ med profileret kant, se bl.a. nr. 55 Tvillinggård fra Gønge. I ældre tid brugtes også brødskiver som tallerkener.

Majs. Zea. Er en planter der hører hjemme i varmere klima end vores. Man dyrker majs af mange varianter, som adskiller sig efter farve og kærnernes form og mængde. De benævnes almindeligvis efter den egn, hvor de dyrkes.

Mest kendt og efterspurgt er Hestetandsmajs. Hønsemajs har de mindste kerner. Majsens egentlige hjemsted er Amerika. Alle dens dele kan anvendes. Sideskuddene giver et fint foder, og kærnerne, som sidder i rækker på kolber, findes her i antal af 600.

Når kernerne er taget af, gav kolberne et fortrinligt brændsel. Dækbladet om kolberne blev anvendt til papirfabrikation, til fabrikation af måtter, stråtage, bikuber m.m. Stænglerne kunne anvendes som foder i grøn tilstand eller skæres og nedsaltes, hvorpå de blev spist med begærlighed af kreaturerne i Vinterens løb.

Majsen skygger fuldstændig over jorden og yder således samme fordele som bladvæksterne. Da den tilmed dyrkes i rækker og der ofte renses og løsnes imellem dem, renses jorden godt ved dens dyrkning.

Den tåler stærk gødning og er en god forfrugt for andre planter, især sædarterne.

Majsen trives bedst under en gennemsnitstemperatur af 15-17 grader og behøver 180 dage til at modnes  i varmere klima endog kun 100 dage. Den tåler godt tør varme, men skal dog have rigelig fugtighed, medens de første blade udvikler sig. Ved høsten brækkes kolberne først af, de tørres og kærnerne tages da ud på en maskine.

Makadamisering En vejbygningsteknik, hvor store skærver blev lagt i et lag på 15 – 20 cm og mellemrummene udfyldt med grus eller ler.

Malehorn, begittehorn. Et kohorn med et stykke af en fjerpen i spidsen, se nr. 43 Pottemagerværksted fra Sorring, østjylland. Benyttedes af pottemagere til at male oridnter med. Undertiden var Malerhorn fremstillet af brændt ler.

Malkekrans, bærekrans. Blødt udstoppet, beklædt med broget tøj. Lå under den tunge malkespand, når kvinderne bar den på hovedet, se bl.a. nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.

Maltkølle. Ildsted til tørring og rygning af malt (fugtet og spiret byg) til ølbrygning, idet malten blev lagt hen på, af vidjer flettede eller gennemhullede, flager.

Her igennem kunne røgen trække op. Hvor maltkøllen var indbygget i en åben skorsten, lå flagerne i denne, og under anvendelsen blev skorstenens åbning mod bryggerset lukket til med en lem se

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.

Undertiden fandtes maltkøller i særlige frit beliggende små huse.

Under mindre forhold blev malten tørret på en bakke foran kakkelovnen se

nr. 1 Fiskerhus fra Agger og nr. 9 Gård fra Læsø eller i bageovnen efter en bagning.

Mangletræ, manglefjæl. Bræt til at rulle tøj med. Tøjet blev rullet om en rund mangle stok, som man rullede på et bord ved hjælp af mangletræet med stødende bevægelser med hånden.

De ældste mangletræer har håndtag af form som en bøjle, med fra 1700-tallet blev hestehåndtag almindelige. I det vestlige Slesvig forekommer en frisisk form uden håndtag. Mangletræer er ofte smykket med udskæringer, især i karvesnit og har ofte kvinders navnetræk og årstal. Var meget anvendt som kærestegaver, se bl.a.

nr. 1 Fiskerhus fra Agger

nr. 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.

Marmorering: En metode til at lave imiteret marmor, ved hjælp af maling. Vil man vide mere kan liz Wagstaff´s bog anbefales.

Matrem. Chrys’anthemun par’thenium. Hører til kurvblomstfamilien (Com’positæ).

En flerårig, 20-60 cm høj, gulgrøn plante med fjersnitdelte blade. Kurvene sidder i en halvt skærmformet stand, randkronerne er hvide og skiveblomsterne gule.

Hele planten er stærkt lugtende. Det er en gammel lægeplante, der findes forvildet fra haver, på stengærder og i hegn.

Den anvendtes mod kvindesygdomme og til fosterfordrivelse, de tørrede blomster som “kamillete”. I pulveriseret form har planten anvendelse som insektbekæmpende middel (lod man katten bygge hule i disse planter, forsvandt lopperne – og det virker godt nok).

Matrem stammer fra lilleasien og Kaukasus.

Mejemaskine. Til høstning anvendes ofte meje- og slåmaskiner. Romerne skulle allerede i Galien have fundet en maskine, der blev anvendt til at afskære aksene og kaste dem ned i en særlig beholder. De tunge-eller savtakformige småknive, der er anbragt på knivstangen, er ved disse maskiner den egentlige arbejdende del, disse skulle erstatte både le og segl.

Skæreapparatet på meje- og slåmaskinerne består af en række som savtænder formede knive, de er fæstede på den side om side på en jernskinne, denne hviler på fingerstangen, og kniven virker nu som en sav eller måske nærmere saks, der afklipper stråene mellem fingre og knive.

De såkaldte fingre eller jerntænder fordeler kornet, som trykkes mod den frem- og tilbagegående kniv, der afskærer det netop ved disse tænder, som hindre det i at glide bort.

Ved de bedre mejemaskiner findes yderligere et aflæggerapparat, der enten lægger kornet i regelmæssige bunker, passende til neg, eller også i en uafbrudt række, det sidste blev tidligere foretrukket.

Apparatet består enten af en fast skive eller af en bevægelig flade, det vil sige en dug uden ende, der bevæger sig omkring to valser, dette er den ældste form, og den ses i almindelighed kun på de nyere selvbindende maskiner.

Når maskinen er i gang, kommer en roterende rive ( en såkaldt automatrive ), og aflægger kornet i bunker, der er af passende størrelse til at kunne bindes sammen til neg.

Riven, ligesom på valsen med dugen uden ende, hvor den findes, drives af maskinens hjul. Desuden anbringes der ved maskiner uden rive en slags viftehjul, der griber kornet og fører det hen til maskinen, således som fremstilles ved Burgers og Keys maskine (se nedenfor). En kombineret slå- og mejemaskine kostede sidst i 1800-tallet ca. 800 kr.

Burges og Keys Mejemaskine

Kombineret slå- og mejemaskine Warder, Michell & Ko.s.

Mejered. Træstativ til at sætte på en le når der høstes, den kaster stråene til siden og lægger dem i en række.

Merlespiger. (Marlinespike, Marlspiker, Maerlspeik) Stor pren se nr. 2 Skipperhus fra Sønderho Fanø. Med spidsen åbnede man snoningerne (kordeller) i tovværk, der skulle splejses sammen.

Mil. Længdemål, 1 dansk mil = 7.532,48 meter; 1 geografisk mil = 7.420,439 meter; 1 sømil = 1.851,11 meter; 1 engelsk sømil = 1853 meter; 1 engelsk landmil (mile) = 1609,3 meter; 1 svensk mil = 10.000 meter.

Morgenstjerne. En kølle med pigbesat hoved. Oprindelig et fodfolksvåben, senere anvendt af stodderkongerne og vægterne.

Mostpresse. Til udpresning af frugtsaft til most. Den ældre form var et ret stort stativ af aflang kasseform med en halvcylindrisk tremmebeholder i den ene ende. Heri lagde man en sæk med de i forvejen, med støder, knuste æbler eller pærer, affaldet blev tilbage i sækken og kunne anvendes til kreaturfoder o.l. Et stempel blev tvunget ned derover ved hjælp af en træstang, der havde et reb ned til et spil eller en vinde i stativets modsatte ende se nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. Senere mostpresser har presset ved hjælp at et skruegevind.

Munkesten. De store, i middelalderen anvendte mursten, se bl.a. nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.

Murstensform. Til hjemmelavede lersten, se bl.a. mr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.

Mælkefade, sibøtter.

Flade runde fade af ler eller bødkerarbejde, senere undertiden af blik. Her i anbragte man mælken, for at den kunne sætte fløde, som man senere kunne skumme af. Mælkefadene stod på hylder ved loftsbjælkerne i bryggerset, men om vinteren i den varme stue for det ikke skulle fryse, se bl.a.

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.

Enkelte gårde havde et særligt mælkekammer eller mælkeskab, se

nr. 6 Vandmølle fra Ellested sogn Fyn

nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland.

Mønning.

Stråtagets afslutning foroven i tagryggen. Ofte blev der mønnet med et lag halm eller tang, fastholdt ved over tagryggen hængende kragtræer, sjældent ombøjede og ved enderne fast bundne kæppe. I nogle egne, især i Vestjylland, mønner man med græstørv eller lyngtørv. Billeder på denne side, findes ikke i store versioner, hverken på den ene eller den anden måde. Må kopieres med kildeangivelse.