Madlavning

Frilandsmuseet 1897-1997: Kvindens arbejde på landet 1750-1850

Kost på landet

Madlavning og måltider

“Man skal koge kål, som man jager fanden af by, og suppe, som man følger fruer i kirke.”
Det var kvinderne, ofte madmoder selv, der lavede mad. Det var et stort og krævende arbejde, især på gårdene, hvor et stort hushold skulle have 4-6 måltider daglig.
Maden blev lavet ved det åbne ildsted. I de fynske f.eks. nr. Vandmølle fra Ellested sogn Fyn
og østjyske huse f.eks. nr. 40 Gårdstuehus fra Barsø med stald, var der en muret arnebænk i hele skorstenens bredde, oftest i stuen.
Herpå tændte man ild, hvorover man kunne lave maden, samtidig med at stuen blev opvarmet. Om sommeren, hvor det ikke var nødvendigt at varme op i stuen, blev maden ofte lavet ved ildstedet i bryggerset.
I de sjællandske huse f.eks. nr. 60 Væverhus fra Tystrup, Sjælland stod man inde i selve skorstenen. I den ene side af skorstenen var der muret en lav arnebænk, og man kunne sidde på en skammel, mens
man lavede maden. Desuden var der fra skorstenen indfyring til bageovnen, gruekedelen i bryggerset og bilæggerovnen i stuen.

Det var ikke behageligt at stå i røg og træk.
Hvis det regnede, kunne røgen slå ned og soden begynde at løbe ned i maden.
Om morgenen var den første opgave at få liv i de gløder, som man omhyggeligt havde lagt under tørv og aske aftenen før.

Man passede godt på, at ilden ikke gik ud, for det kunne være vanskeligt at få ild. Hvis den alligevel gik ud, var det nemmeste at sende lillepigen af sted til naboen for at hente ild. Ellers måtte man have fat i fyrtøjet.
Hvad man brugte som brændsel, afhang af, hvad der fandtes på den egn, hvor man boede. Det mest almindelige var kvas, brænde og tørv. I hedeegne brugte man lyng og lyngtørv, og i meget træfattige egne i Vestjylland er der eksempler på, at man har brugt tørrede kokasser og fåremøg som brændsel.
Der blev brugt megen tid på at skaffe brændsel, og ofte var det et stort problem for de dårligst stillede at skaffe tilstrækkeligt. Det meste mad blev kogt., men flæsk kunne steges på panden og fisk ristes på stegeristen. For det meste havde man ikke meget køkkentøj: en pande, en stegerist, et par jerngryder, nogle jydepotter og et hakkebrædt. Desuden havde man skåle og fade til opbevaring.

Gryder og potter skulle stå, så de ikke kvalte ilden. Nogle gryder og pander havde derfor høje ben, andre blev stillet på en trefod.
Hankegryder eller kedler kunne hænge i en kedelskede.

Ved at indstille afstanden til flammerne kunne varmen reguleres.

Måltider
De tre hovedmåltider var davre, middag og nadver.

Desuden fik man mellemmad formiddag og eftermiddag.

Om vinteren spiste man davre senere, og nadver tidligere end om sommeren.

Til gengæld sparede man i nogle egne af landet et eller to af mellemmåltiderne væk i vinterhalvåret.
De kraftigste måltider var davre og middagsmad. Dette hang sammen med det hårde fysiske arbejde. Af samme grund var middagsmaden om søndagen ofte lettere end på arbejdsdage, ligesom maden var ekstra god og rigelig i perioder med meget hårdt arbejde f.eks. under høsten.
Davre blev spist efter malkning og røgt.

På Sjælland, øerne syd herfor og i egnene omkring limfjorden bestod den af spegesild, brød og kold grød med varm mælk eller øl.

På Fyn og Langeland fik man øllebrød med flæsk, i Østjylland øllebrød eller bygmelsgrød med øl.

Ved Vestkysten ristede man mange steder tørrede fladfisk, og den varme fisk blev spist med brød til.
Middagen blev serveret kl.12. I de fleste egne fik man først søbemad og derefter sulemad. Der var ikke mange retter at vælge imellem, men man søgte at variere, så godt man kunne.

Søbemaden kunne være grød., vælling eller suppe kogt på saltet eller fersk kød, ærter eller kål. Om sommeren kunne det varieres med tykmælk og andre mælkeretter. Sulemaden kunne være kogt eller stegt flæsk, kogt kød fra suppen, æggekage, fisk og i slagtetiden finker, pølser eller fersk kød.
Nadveren spiste man når dagens arbejde var forbi. Den bestod af grød, evt. kold grød med varm mælk eller øl.
I løbet af 1800-tallet afløstes grøden af kaffe og smørrebrød. Først om søndagen og efterhånden også de øvrige dage.
Mellemmåltiderne bestod af smørrebrød; tykke skiver brød med fedt, kødpålæg eller ost.

De blev ofte indtaget ude, hvor man arbejdede. Maden blev bragt ud i en tejne og dertil øl i en dunk – en lejle.

Renligheden var det så som så med: Jeg kan selv huske det fortalt på min oldefars gård ved Greve, folkene ville ikke vaske deres ske efter maden og de spiste af samme skål. Oldemor (som var skolelærerinde) vidste hvad renlighed betød og tvang folkene til renlighed, selv om de grinede bag hendes ryg. Den gang kunne men jo ikke almindeligvis se bakterierne, så almuen forstod naturligvis ikke hvorfor. J.V.

Aktivitetsforslag:
Lav og spis et gammeldags middagsmåltid med søbemad og
sulemad.
(Opskrift på ark om slagtning).
Besøg Frilandsmuseet og se på ildstederne i bygningerne
fra Lundager, True og Tystrup.
litteraturforslag:
Mette Skougaard: “Bondens køkken”. Nationalmuseet 1984.
Ole Højrup: “Landbokvinden”. Nationalmuseet 1966.
Anna Pedersen: “Fra bondestue og stegers”. Danmarks folkeminder, nr.52.
1944.
E.M. Boyhus: afsnittet “Mad og drikke” i: “På herrens mark”,
Nationalmuseet 1988.
Udarbejdet af Frilandsmuseets
skolestue, © 1990.

Må kopieres med kildeangivelse.