Markarbejde

Frilandsmuseet 1897-1997: Markarbejde

Arbejdsliv på landet

“Læse og ikke forstå er ligesom at pløje og ikke så!”
Det var hovedsageligt mændenes arbejde at dyrke jorden. Arbejdet havde en helt bestemt årsrytme:
Forår
De første markarbejder i det tidlige forår var at samle sten af de efterårspløjede marker, inden man “fældede” plovfurerne med harven. Stenene blev kørt bort fra markerne i stenslæder og stablet sammen til gærder.
Harven havde en dobbelt anvendelse. Dels blev den brugt til at smuldre jorden og knuse jordklumper, og dels skulle den udjævne og dække sæden efter såningen. Førhen var “foldeharven” den mest almindelige i Danmark. Tænderne var af træ og gik ikke så dybt i jorden. Ofte kunne det være nødvendigt at gå ud og slå knolde i stykker med køller bagefter.


Harve

Udskiftningen i slutningen af 1700-tallet og de efterfølgende mere intensive dyrkningsmetoder krævede effektive redskaber. Foldeharven blev erstattet af den trekantede “svenskharve” med krumme jerntænder, der senere blev fremstillet helt i jern. Udover at den kunne præstere en dybere harvning, som var nødvendiggjort af den nye svingplovs (se plov) dybere pløjning, var den billig i anskaffelse – de fleste landsbyhåndværkere kunne lave den. I nogle tilfælde kunne harven endda erstatte en af forårspløjningerne.
Når jorden var gennemarbejdet, skulle den tilsås med vårsæd (havre og byg). Spredningen af kornet skete med håndkraft fra en sæk eller en sædeløb – en aflang halmkurv, der hang over skulderen. Det gjaldt om at afpasse sin gang til den tæthed, man ønskede kornet sået i. Kornet blev kastet i et jævnt lag med en håndfuld for hvert skridt, man tog. Til sidst blev kornet dækket ved krydsharvning, og senere, når det var begyndt at spire, blev det tromlet. En tromle blev lavet af en stor træstamme af eg eller ask, tyngden kunne reguleres med sten.
Sommer
Tidligt på sommeren tog man fat på bearbejdningen af den mark, der om efteråret skulle tilsås med vintersæd (rug og hvede). Den skulle gødes, derefter pløjes og endelig harves nogle gange i sommerens løb.
Den gødning, man brugte, var almindelig staldgødning, som havde været opbevaret på en mødding. En stor mødding var tegn på velstand. Man havde den ofte liggende inde på gårdspladsen, eller ud mod gaden.
Mændene tømte møddingen, og selve udkåringen udførte landsbyens bønder ofte i fællesskab. I sådanne tilfælde afsluttede de arbejdet med et godt traktement – et såkaldt møjgilde”. Ofte var det kvinderne, der spredte gødningen på markerne.
Sidst på sommeren skulle kornet høstes. Høstarbejdet var en fællesopgave for mænd og kvinder.
Efterår
Når markerne var af høstede, skulle der igen spredes møg. De fleste marker blev pløjet dybt, og vintersæden skulle i den jord, der tidligt på sommeren var blevet forberedt.

Indtil den noget lettere svingplov vandt frem i løbet af 1800-tallet, var den mest almindelige plovtype hjulploven. Den var næsten helt i træ, bortset fra det smedede plovjern, og var meget tung at trække.

Ploven blev trukket af fire eller seks heste. Til de forreste heste var der en plovkører, der skulle styre hestene. Plovmanden gik på venstre side af furen og styrede ploven ved at holde i det lange håndtag (“plovhornet”). Afhængig af om man startede pløjningen på midten af sin ager eller i siderne, endte man med at have henholdsvis en høj ryg eller en dyb fure, når man havde pløjet færdig.

litteraturforslag
Anna Pedersen : “I såtid og høst”.
Svend Grundtvig: “livet i Klokkergården”. 1981.
Karoline Graves: “Ved halleby å”.
Grith Lerche: “Hjulplov og svingplov” I: “På Herrens mark”.
Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, ©1989.
Må kopieres med kildeangivelse.

© 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet