Øl

Kost på landet

“Du kommer til sidst ligesom det tynde øl.”
øltønder

Billedet er freeware med kildeangivelse.

Den daglige drik i 17-1800-tallet var øl. Det blev drukket af den fælles ølkande ved måltiderne morgen, middag og aften, og kanden stod dagen igennem på langbordet i stuen.

Tjenestepigen skulle sørge for, at den hele tiden var fyldt, så enhver, som måtte være tørstig, kunne få sig en tår.

Det var store mængder af øl, der blev drukket på en middelstor gård, og ølbrygning var derfor et af kvindernes større arbejder, som blev udført jævnligt igennem hele året.

Det var forskelligt fra gård til gård og fra egn til egn, hvor tit der blev brygget. Det afhang dels af gårdens størrelse og dermed hvor mange medlemmer, der var i husstanden, dels af hvor i landet gården lå.

I Vest- og Nordjylland havde man ikke så meget malt og humle til brygningen som i de fede agerbrugsområder. Derfor kunne øllet ikke holde sig så længe i de fattige egne, for det blev hurtigt surt. Øllet blev brygget af humle, malt og vand.

Humlen gav øllet smag og virkede tillige konserverende, mens malten gav øllet dets styrke.

Om efteråret drog humlekræmmere, hvoraf de fleste kom fra Fyn, rundt i hele landet og solgte humle.

Malten blev lavet af byg og krævede et temmelig stort forarbejde. Først blev bygkernerne overhældt med vand i et kar. Det kaldtes at sætte “i støb”. Efter 24 timer blev vandet tappet fra, og den våde byg blev spredt ud på loftet. Her skulle den ligge og rodspire. Når den havde spiret tilstrækkeligt, skulle spiringen stoppes ved varme.

Ofte tørrede man det spirende byg i en maltkølle i bryggerset eller i et hus for sig. Man fyrede op i maltkøllen, hvorefter røgen trak op igennem malten, som var anbragt på flager i skorstenen.

Malten skulle tørres på denne måde i flere døgn, og en tjenestepige passede ilden og rørte indimellem i malten. Det var vigtigt, at den ikke blev svedet, for det kunne gå ud over øllets smag. Vandet, som blev brugt til brygningen, skulle være blødt, og man var derfor nødt til at hente det i den nærmeste kilde eller å.

Vandet blev hentet aftenen forinden bryggedagen. Det blev fyldt i bryggerkarret, og brændet blev lagt til rette, så alt var klar til at blive tændt op med det samme om morgenen.

På selve bryggedagen begyndte arbejdet så tidligt som muligt. Det første hold kogende vand blev brugt til at rengøre og skolde karrene. Samtidig blev humleurten kogt med vand over ildstedet.

I det store bryggerkar, som stod på en trefod, var der i den ene side af bunden et hul.

Herigennem gik en tapstang, som fungerede som prop. På bunden af karret lagdes som si et lag skoldet halm, der blev holdt på plads af nogle store sten.

Malten blev hældt op i bryggerkarret med så meget vand, at det fik konsistens som grød. Efter en times tid blev der hældt mere kogende vand på, og efter endnu en time kunne den første portion, urt, tappes i mindre kar.

Urten smagte sødt og godt, og det var en fast skik, at mændene skulle smage den. Efter den første tapning skulle der hældes et nyt hold kogende vand i bryggerkarret.

Hvor godt øllet blev, var naturligvis afhængig af, hvor store mængder vand, der blev tilsat ved hver tapning.

Der blev tappet 3-5 gange. For hver tapning blev øllet tyndere både i styrke og i smag. Den første tapning kaldtes “gemmeøl” eller “gammelt” øl.

Det skulle stå i mindst et par måneder, men vandt ved at stå i flere år. Det blev kun drukket ved højtider og fester. Den anden tapning kaldtes “mellemøl” og blev drukket af husbond og gæster.

Den tredje tapning kaldtes “daglig øl”, og den drak husstandens medlemmer ved formiddagsmellemmad og til aften.

Den fjerde tapning kaldtes “drikke” og blev serveret til middag og udenfor måltiderne. Den femte tapning, som nærmest var kogt vand med farve, kaldtes “efterdrikke” og blev givet til de fattige.

Børn fik også svagt øl at drikke. Derefter tilsatte man humleurten.

Humleurten var vand kogt på humlens tørrede blomsterstande og derefter siet. Til sidst blev gæren tilsat, mens bryggen endnu var lunken.

Det hele blev dækket til og stod i karrene til næste dag. Gæren blev gemt fra brygning til brygning.

Gæren kunne gemmes ved at bruge en gærkrans. Gærkransen, som var sammensat af små stykker træ, blev lagt ned i øllet, når det havde gæret færdigt.

Gæren samlede sig så i gærkransen, som blev taget op og hængt til tørre, og på den måde var den klar til brug ved næste brygning.

Til allersidst skulle øllet “tyldes”, d.v.s. hældes på tønder, og når øllet efter et par dage var faldet til ro, blev tønderne lukket med en prop. øl har gennem alle tider været meget udbredt.

I Danmark blev der i 1866 brygget over 100 millioner potter øl, og det var ikke til eksport dengang. Befolkningen var i 1860 på 1.608.362 personer, hvilket vil sige at alle incl. børn og gamle drak gennemsnitligt 62,18 potter pr. år eller 60.07 liter.

Tallet kan nok ikke tages for rigtigt, da de fleste gårde selv havde ølproduktion, men man drak meget i gamle dage.

Aktivitetsforslag Tag på bryggeribesøg og se de moderne fremstillingsmetoder – og sammenlign med den ovenstående beskrivelse.

litteraturforslag Ole Højrup: “Landbokvinden”.

Nationalmuseet, 1966. Helene Strange: “I mødrenes spor”.

Danmarks Folkeminder nr.54, 1945. Anna Pedersen: “Fra bondestue og stegers”.

Danmarks Folkeminder nr.52, 1944. Bodil Højer: “Dagligliv på en nordsjællandsk bondegård i midten af forrige århundrede”. 1955.

Teksten på denne side er udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, ©1990. Må kopieres med kildeangivelse (natmus.dk).