p-ord

P-ordforklaring

 

Pandetræ. Se skorstenshammer.

Parykæskehueæske. Stor oval spånæske med brogede oridnter, oprindeligt til parykker men brugt af bønderne til sysager, huetøj og lignende. Blev indført fra Tyskland.

Pastinak. Pastinaca sativa.Anvendt til foder. Først senere i madlavning.

Peberkværn. Til at støde eller male krydderier i, enten formet som en klods med hul i til at spænde på en bordkant se bl.a. nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn eller i bæger- eller vaseform se nr. 42 Gård fra True ved århus, i begge tilfælde med tilhørende støder.

Piselpesel. Se Storstue.

Plantebed. En indhegnet plet, hvor en enkelt gård eller landsbyen i fællesskab såede urter, Især kål, til senere udplantning se nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland. Se også Nationalmuseets side kålgården.

Plantegødning. Planter og Planteaffald, kunne naturligvis bruges som gødning, da de indeholder alle for ernæringen nødvendige stoffer. De indeholder dem også i en sådan form, at de ved omdannelsen til muld let kan optages i de levende organismer.

Når man vil anvende planter til såkaldt grøngødning, avler man på marken hurtigt voksende, bladrige og med dybt gående rødder forsynede planter, som man derefter pløjer ned i jorden.

Dette giver jorden de stoffer, som planterne har optaget fra vandet, luften og jordens dybere lag og der er nu tilført næring for den følgende afgrøde.

Jo tættere den første udsæd har stået og jo stærkere der er gødet for denne, desto bedre virker grøntgødningen.

I Tyskland er store sandstrækninger blevet forvandlede til gode rugmarker, efter forudgående avling af lupiner til grøngødning.

Også andre planter af ringe værdi kan med fordel anvendes som gødning, f.eks. tang, ukrudt, bregner m.m.

Det samme gælder alt slags planteaffald, hvor halmen indtager en førsteplads, da den del af den som ikke egner sig til fodring, først benyttes til strøelse for kreaturerne og derefter kommer møddingen og marken tilgode.

Grove stængler af tobak, kartoffel o.l. blev ofte lagt i kompostdynger blandet med kalk, heste- eller latringødning for derefter at kunne skabe gødning.

Ved stivelses og sukkerfabrikker bliver store mængder vegetabilsk affald lagt i kompostdynger, medens oliekager og affaldet fra øl- og brændevinsbryggerier, bedre kan bruges til foder.

Der findes dog flere slags oliekager, der ikke egner sig til foder og som i stedet kan anvendes til gødning. Se også Gødningsstoffer.

Plejl.

Til at tærske korn med. Består af skaft og kortere slagel, sammenleddet foroven ved en rem af læder eller åleskind. Plejlen består af selve plejltræet, der bør veje 2-4 pund og have en længde af mindst 2 fod, samt håndtaget, hvortil det er fastgjort og hvormed det svinges. Håndtaget er så langt, at det når fra jorden og op til arbejderens hage.

Med slagelen bearbejdedes det på logulvet udspredte korn, således at kærnerne skilles fra halmen. Siden afløst af tærskeværker og kun benyttet til tærskning af langhalm til stråtage, se nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.

Plov.

Grækerne og Romerne gav dette redskab en væsentlig forbedring. Den græske myte nævner som plovens opfinder snart Demeter (Ceres), snart hendes elskede, Triptolemos fra Eleusis Buzyges i Athen skal have opfundet at spænde okser for ploven; hans navn betyder Oksespænder.

Hesiodos er den første der omtaler ploven og beskriver den som forarbejdet af Eg, Ask og Laurbærtræ. Først senere indførtes brugen af hjul; den arbejdende del var et skær.

Romerne skulle have lært kunsten ved at pløje ved at iagttage, hvorledes svinene rodede i jorden, og de efterlignede derfor svinehovedet, når de byggede en plov.

Vendeskiven, Muldfjælen, auris, som de opfandt, skulde svare til svinets øre og anbragtes på begge sider af plovjernet. I Sydfrankrig (opfindelsernes bog 1879) kan man endnu træffe lignende plove, der kaldes bineurs (binæ aures, to øren).

Ploven består af følgende forskellige hoveddele: åsen, der bærer en forstilling til trækkets anbringelse, således at ploven får den ønskede gang; ved de ældre hjulplove hvilede denne del på åsen på en Forkærre, ved de nyere hjulplove er hjulene derimod anbragt i eller på selve åsen, Således at de ved at stilles højere eller lavere kunne yde den en passende støtte under gangen, ved andre plove støttes den af en skøjte, medens den ved svingplovene, der under forskellige former almindeligt anvendes i norden, ganske undværer en sådan støtte.

Længere tilbage bærer åsen sædvanligvis det i reglen knivformede langjern, der tjener til at afskære fugen vertikalt, og bagtil, hvor den forenes med det egentlige plovlegeme, går den over i stjerten eller stjerterne, der tjener til plovens styring.

Plovlegemets hoveddele er forrest og nærmest jorden det mere eller mindre knivformede skær, der afskærer furen i horisontal retning, dog sjældent i dens fulde brede, idet den fulde løsning af furen sker under vendingen idet den glider hen over den kortere eller længere og mere stejle, skrueformede flade, der dannes af muldfjælen.

Endelig hviler og glider ploven, på en, på den muldfjælen modsatte side anbragt, kortere eller længere jernskinne, løbet, der i forening med det her anbragte landblik danner plovens såkaldte landside, det er, den der vender ind mod det upløjede land.

Skæret, der i reglen er plovens mest udsatte del, forstærkes ofte på forskellig måde, f.eks. ved at den yderste spids dannes af en meget hård stålkile, der kan skydes frem efterhånden som den slides.

Se også beskrivelse af følgende forskellige typer plove: Krogen, Ruckadlo, Vendeplov, Dobbeltplov, Undergrundsplov, Reolplov, Skrælplov, Exstirpatorer, Dampplov og Skrælplov.

Plovslæde. Anvendtes undertiden til at bringe plovene til og fra markerne.

Plovstage. Anvendtes til at rense plovene for den vedhængende jord.

Porcelæn. Består af helt hvidbrændt ler med en glasklar glasur. Blev oprindelig fremstillet i Kina, det såkaldte ostindiske porcelæn, der i 1700-tallet blev indført til Danmark i stort omfang. Siden 1709 tilvirket i Europa. Den kgl. Porcelænsfabrik i København blev oprettet i 1775. Porcelæn forekommer kun sjældent i ældre bondehjem og da især ostindisk Porcelæn.

Porthammer. Se dørhammer.

Pot. Et ældre dansk og norsk rummål = 4 pægle; i Danmark = 0.9661 liter, i Norge = 0.9651 liter.

Pottemagerarbejde. Er formet, som regel ved opdrejning, af ler, der efter brændingen er rødligt eller gulligt. Glaseret Pottemagerarbejde er overtrukket med en gennemsigtig blyglasur.

Malede oridnter påføres med malerhorn, sjældnere med pensel, under glasuren. Da lerets farve ses gennem glasuren, har lyst eller hvidt Pottemagerarbejde en begitning, d.v.s. et overtræk af hvidt pibeler under glasuren. Oridnter kan også ridses gennem dette overtræk og står da mørkere på lys grund. Desuden kan også selve blyglasuren farves men forbliver mere eller mindre gennemsigtig.

Uglaseret Pottemagerarbejde er utæt ligesom urtepotter. Brændingen foretages i ovn se nr. 43 Pottemagerværksted fra Sorring, østjylland.

Særlige arter af Pottemagerarbejde er jydepotter og karhusetøj. Pren, Prikker (Bodkin, Pricker, Marlpfriem, Pricker). er lidt sværere end en syl og har stålspids med træhåndtag. Den bruges mest ved mindre arbejder i stedet for Merglespiger.

Pyramide, perami, tablet, amagerhylde.  

De på billedet viste Pyramider er fra nr. 40 Gårdstuehus fra Barsø med stald. Tresidet hængehylde til opstilling af kopper, nips m.m. se bl.a. nr. 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig. Kaldtes også dragkistehylder, når de var stillet oven på en dragkiste.

Punsbak. Se Træbakke.

Pølsehorn. Udsavede ringe af kohorn, anvendt til at spile tarme ud med, når de blev fyldt med pølsemasse, se bl.a. nr. 42 Gård fra True ved århus.