r-ord

R-ordforklaring

Radrenser.

 

Navnlig anvendt ved roedyrkningen. Danner på en måde overgangen mellem harven og ploven.

Radsåmaskine.

Disse maskiner der lægger sæden i rader og i en bestemt dybde, der kan reguleres, udfører arbejdet til fuldkommenhed og kan spare meget udsæd.

Man har også rad- og bredsåmaskiner til pulverformige gødningsstoffer. Ved de førstnævnte udsås gødningen samtidigt med udsæden, ved de sidstnævnte foregår såningen enten før udsæden
lægges eller også på voksende afgrøde, ved overgødning.

Der var mange vanskeligheder at overvinde ved konstruktionen af radsåmaskinerne, før de blev praktisk anvendelige. I udsædbeholderen er indretningen af udstrøningsapparatet det vigtigste. Udstrøgningen fremkaldes ved hjælp af en aksel, der sættes i bevægelse af maskinens kørehjul.
Frøene kastes ud gennem åbninger og føres derpå gennem rørledninger eller guttaperkaslanger ned i hule skær, og de falder nu i furer, som dannes af disse, når akæret går fremad, falder jorden bag det atter sammen over frøene.

Undertiden anbringer man særlige muldningsapparater, såsom små tromler eller river på såmaskinen. Der må derhos findes særlige indretninger til at holde udsædsbeholderen i vandret stilling, når marken er ujævn, ligesom også til at afbryde såningen, såvel når maskinen skal vende, som når den transporteres til og fra marken.

Rafter, raftetag.

ældre og mere primitiv tagkonstruktion (end spærtag), hvorved taget ligger på skråtstillede rafter eller stokke fra ydervæggene op til den vandrette ås under tagryggen og undertiden op til den understøttes halvvejs oppe af sideåse. Der findes overgangsformer mellem rafte- og spærtag, se nr.
55 Tvillinggård fra Gønge.

Raftetag. Se rafter.

Raps. Se olieplanter.

Ryps. Se olieplanter.

Reblægning,

rebslagning
Blev ikke blot udført af professionelle rebslagere, men landbefolkningen tilvirkede selv reb til eget brug af blår, hamp eller dyrehår m.m.
Trådene blev først tvundet til snore på en snovinde og derefter atter snoet sammen til reb, hvorved man kunne hjælpe sig med et gammelt vognhjul, en rebvogn eller flere redskaber.
Professionel rebslagning: Når hampen er gjort ren, skal den spindes til garn; dette foregår på rebslagerbanerne og almindeligvis på følgende måde. Ved enden af banen er opstillet et spindehjul med et stort sving eller hvis den drives af dampkraft, med en remskive.

Fra spindehjulet går der en snor op over nogle små spindler, der altså kommer til at løbe mange gange rundt for hver omgang, spindehjulet går.

Rebslageren tager en del hamp om livet og laber derefter en lykke, som han fæster på en af de små kroge, der drives af spindelen. Rebslageren går så baglæns hen ad banen, bort fra hjulet, idel han dog må passe på ikke at gå raskere, end at garnet bliver snoet nok. Samtidig med at han går. Stikker han stadig ud på hamptaverne og passer på, at garnet bliver lige tykt overalt, samt lader fingrene løbe hen ad det for at få det glat.
Rebslagerne er så øvede at de ved at gå raskere eller langsommere kan spinde garn af hvad tykkelse de ønsker. Rebslagerbanen bør være temmelig lang, for at garnene kan blive til en trosse – d.v.s. 90 til 120
favne. For at garnene ikke skal slæbe på jorden, hænges de efterhånden op på bukke (Mikker) der står langs banen.
Når garnet er spundet, skal det tjæres, hvilket sker ved at trække det gennem hullet i en pind, der stadig holdes i en gryde varm tjære; derved kommer garnet til at gå gennem tjæren, som dog ikke må være
så varm, at tovværket bliver forbrændt (bliver mørkt). I reglen tjæres de enkelte garn dog ikke, men det færdigslåede tovværk bundtes sammen og holdes så længe i en gryde med varm tjære, indtil det er fuldstændigt gennemtrængt deraf.
Tovværk kan være ødelagt fra nyt, enten ved at taverne er forrådnet eller garnene er forbrændt af tjæren. Ved at snos sammen taber taverne noget af deres naturlige styrke, men det er nødvendigt at sno dem så fast sammen, at gnidningsmodstanden bliver så stor, at de brister førend de lader sig trække ud fra hverandre. Tjæren og den hårde snoning gør tovværket stift, hvorfor det ikke godt tåler at bøjes, men er det for løst, trækkes taverne ud fra hverandre.
Flade, båndlignende tovværk tåler bedre at bøjes; dette sidste anvendes derfor ofte i fabrikker og miner som løbere til spil og hejseværk.
Når der er spundet et vist antal garn, bliver disse slået sammen i “Dugter”. Hvor mange garn, der kommer i en sådan dugt eller Kordel (Strand, Kardel) beror på hvor svær denne skal være. Der kan være 3 garn, men også indtil 360 garn i en kordel. Man vil få et dårligt tov, hvis man slår alt for mange garn sammen til en kordel, da de yderste garn ved snoningen kortes mest ind, eftersom de jo beskriver de største spiraler; de vil altså briste, længe før de inderste kan gøre modstand med. Det går heller ikke an at gøre både de inderste og de yderste garn lige totte fra ny, for efterhånden som tovet strækkes, vil de yderste garn, der jo skal gøres længere end de inderste, også strækkes mest, men derved vil de inderste garn få alt for meget at svare til i forhold til de yderste, når tovet bliver ældre.
Et nyt kabelgarn af de bedste skal kunne bære 100 ü uden at briste, og et tov af 300 garn skulle altså uden at briste kunne bære 30.000 ü. Dette opnås dog ikke, og kan tovet bære 60 ü for hvert garn, må
det kaldes godt, hvilket altså for en 300 garns trosse ville være 18.000 ü = 9 tons.
Garnene må spindes lidt hårdere end de skal være i trossen; thi når de enkelte garn slås sammen til kordeller, drejes der den modsatte vej af den, garnet er spundet, hvorved dette snos lidt op igen.
3 kordeller, snos igen sammen til en trosse, Trosseslået Tov (Hawser-Laid-Rope, Rechtsgeschlagenes Tau). Kordelerne falder helt ind i hinanden, så tovet bliver massivt.
Rebslagning .Se Reblægning.

Rendekiste. Se Trendekasse.

Rendetræ. Se trendebord.

Rendetræ. Se trendebord.

Rendemølle. Se trendebord.

Reolplov.
Undergrundsplov.

Plov med to plovlegemer, hvoraf det forreste tager den øverste del af furen, medens det bagerste bringer den dybere del af furen for dagens lys. Se også plov.

Risgærder.

Var i ældre tid i udstrakt brug bl.a. imellem de dyrkede agre og de uopdyrkede heder eller overdrev samt græsmarken, hvor kreaturerne gik løse. Der var strenge bestemmelser om, at hver gård skulle holde sit
græsstykke i orden indtil høsten. Derefter blev “ævret” opgivet og gærderne åbnede, så kreaturerne nu også kunne græsse på stubjorden. Hvor veje passerede, var der led.

Til risgærder medgik store mængder gærdsel, således at skovopvæksten led derunder, hvorfor man efter udskiftningen mere gik over til jord- og stendiger eller levende hegn, der selv ydede grene til brændsel og risfletning. Risgærder var enten flettede af vandrette grene om nedrammede staver,således som det ses inden for museets hovedindgang og samt flere andre steder.

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn,

nr. 72 Husmandshus fra Dannemare, Lolland

nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland

nr. 74 Stubmølle fra Karlstrup Sjælland) eller bestod af ris og grene, der pakkedes imellem to rækker nedrammede staver ses nord for nr. 29 Fiskerbod fra Nymindegab Vestjylland. Disse sidstnævnte risgærder kunne være meget brede. Hvis risgærdet stod oven på jorddiger, kaldtes de halvgærder og var da lavere end på flad mark. – Risgærder kunne holde i ca. 3 år og blev derefter anvendt til brændsel.
Rive.
Billedet viser forskellige træriver, samt forskellige træforke/høtyve.

Retterbænk. Se Slagtebænk.
Retirade.

(Fransk) Lokum: nødtørftshus. Hvis der var flere sæder ved siden af hinanden, kaldtes det et “familielokum”.
Rokkehoved. Af kegleform, fastholdt hør, der lidt efter lidt blev trukket ud under spindingen. Anbragtes øverst på rokken se bl.a. nr. 54 Gård fra Halland. Udenom kunne sidde et smukt dekoreret “rokkebrev” af papir eller voksdug, som holdt sammen på hørren.
Rodfrugter. Rutabaga,

Turnips og Kålrabi er alle rodfrugter, hørende til kålfamilien. De er mindre nærende end runkelroen og guleroden har i reglen den mangel, at de, når malkekøerne æder dem i større mængde, giver mælken og smørret afsmag. Derimod er de udmærkede, sammen med andet foder, til opfedning. De vil gerne have meget gødning og kan give et betydeligt udbytte.
Roe. Se sukkerroe.
Rostegreb.

Blev lagt ved aftapningshullet i bryggerkarret, for at den halm, hvorigennem øllet blev siet, ikke skulle tilstoppe hullet se bl.a. nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. Som regel lavet af en kasseret trægreb.
Ruckadlo. En Slags Böhmisk plov.
Når skær og muldfjæl er forenede i et eneste mere opretstående stykke, så at jorden brydes og samtidigt vendes lidt, kaldes redskabet Ruckadlo.
Rug. Secale,

kommer af det latinske ord secare – skære, eftersom den dyrkes hos de gamle folk til grøntfoder og blev skåret som sådan, dyrkes kun en art, men i flere variationer. Rugen dyrkes indtil 67 nordlige breddegrad og højere. I Schweiz i en højde af 5400 fod. Den er mere hårdfør mod kulde end hveden, men tåler ikke surhed i jorden. Den behøver, sået som vintersæd, 280-290 dage, som vårsæd 140-154 dage til at modnes.

Rugen trives bedst på varm og dyb sandmuld. Udbyttet beregnes til gennemsnitlig en halv snes tønder. Pr. tønde land, da den ofte dyrkes på meget simpel jord. Under gunstige forhold vil den give mere end hveden, men betales ikke så højt.
Rutabaga. Se Rodfrugter og sukkerroe.
Ræk. Se kanderæk.
Rækkespade.

Redskab af kort spadeform til at skrabe skind med se bl.a. nr. 72 Husmandshus fra Dannemare, Lolland.
Rødkløver. Trifolium pratense. Se kløver.
Røgovn.

Overhvælvet ovn, der munder direkte ud i rummet, uden skorsten.
Siden er freeware, og må kopieres, med kildeangivelse.