Røgt

Frilandsmuseet 1897-1997: Røgt

Arbejdsliv på landet

“God røgt er hestens halve foder”.
Hver morgen før davre og hver aften før nadver, skulle dyrene have mad og vand. Pasningen af heste, køer og får var mændenes og drengenes arbejde. Gæs, høns og ænder tog pigerne sig af.
Hver morgen skulle der muges ud hos køer og heste. Møget blev taget med en trægreb og smidt på møddingen. Det var oftest karlen eller drengen, der mugede.
Hestene gjorde man mest ud af. De blev betragtet som uundværlige, fordi de skulle trække plov, harve og vogn. Desuden var et par velfodrede og velpassede heste noget, man lagde mærke til, når en gårds velstand skulle bedømmes. Hestene blev passet af den ældste karl eller af husbond selv.
Vanding
Dyrene skulle vandes. Enten trak man dyrene til gadekæret, eller man tog vand ved pumpen og gav dyrene det at drikke i spande eller et trug. I tørre somre måtte man dog spare på vandet fra brøndene og gadekæret.
Ofte havde man vandingssteder på markerne. Det kunne være vandhuller, kanten af en mose, søer, smådamme eller bredden af et vandløb. Man kunne også selv grave disse vandinger.
Fodring
Om vinteren, når hestene var på stald, fik de hakkelse. Det var utærsket havre skåret i en skærekiste. Skæringen var hårdt arbejde, som karlen som regel udførte. Hvis der ikke var nok havre til hele vinteren, blandede man halm eller kløverhø i havren.
Køerne blev fodret med hø og halm. Fårene fik det samme og tit også ærtehalm. Hos fårene mugede man kun ud en gang om året, nemlig om foråret, når de kom på græs. Fårene var meget nøjsomme og gik ude længere end de andre dyr.
Det kunne være svært at få foderet til at slå til den sidste del af vinteren. Når man sparede på det, gav køerne ingen eller næsten ingen mælk. Hvis høsten var slået fejl, hændte det, at dyrene om foråret var så udhungrede, at de ikke kunne rejse sig.
Når det nye græs i forårstiden var langt nok fremme, kom kvæget på græs. Hestene kom ud senere end køerne. Et gammelt ord sagde, at de skulle ud på Skt. Jørgens dag (23. april).
Dyrene var på græs hele sommeren og efteråret. Når det blev for koldt, kom de ind, eller som man sagde: “dyrene skal ind, når de får dyne på ryggen”. Det betød, at de havde sne på ryggen.
Før udskiftningen græssede dyrene på den del af markerne, der lå hen med græs, eller på det fælles overdrev. De blev ofte passet af en byhyrde, der var ansat af landsbyen. Efter høsten “opgav man ævred”, det vil sige, at dyrene fik lov at græsse overalt.
Efter udskiftningen, hvor hver gård havde sin egen jord, brugte man oftere at sætte dyrene i tøjr, eller man havde en dreng eller pige til at vogte dem.
litteraturforslag
Peter Michelsen: “Vand til folk og fæ”.
Ingvor Ingvorsen: “Gammelt Sjællandsk bondeliv”. Danmarks folkeminder, nr. 20.
Christine Reimer: “Nordfynsk Bondeliv i Mands minde”. Odense 1910.
Karoline Graves: “Ved Halleby Aa”.

Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, © 1989.
Må kopieres med kildeangivelse.
Frilandsmuseets Jubilæumsside
© 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet