Ord der begynder med S og har noget at gøre med gamle tider

S-ord minileksikon

Saddeltag. Tag der kun skråner ned i bygningens langsider, modsat valmtag, der også skråner ned i gavlene.
Sal. Se Storstue.

Saltekarsaltold.
Til nedsaltning af flæsk m.m. ofte udhulet af en træstamme bl.a. nr.
68 Hus fra Kirke-Søby, Fyn. Mindre Saltekar kunne være samlet af staver som
bødkerarbejde.
Segl, kornsegl. Segl.

Håndredskab med halvmåneformet bøjet kniv med æggen på den indvendige side. Forsynet med et kort skaft som håndtag. Det ældste høstredskab man kender. Blev allerede anvendt af ægypterne. Findes i mange bygninger. Var allerede i 1700-tallet i de fleste egne afløst af le ved kornhøst, men brugtes senere til høst af raps, hvoraf man udvandt olie bl.a.

nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland.

I Ejdersted benyttes endnu en nærmest leformet segl

nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Selvbindere.

Maskine der kan binde kornet i neg, næsten helt automatisk. Når maskinen er kommet i gang, kommer en roterende rive, en såkaldt automatrive, og lægger kornet i bunker, der er af passende størrelse til at kunne bindes sammen til neg. Se også Høstmaskiner og mejemaskiner. Riven, lige som de under høstmaskiner beskrevne valser med dugen uden ende, drives af maskinens hjul. Desuden anbragte man ved maskiner uden rive en slags viftehjul, der grev kornet og førte det til maskinen, således f.eks. Burgess og Keys maskine, der hurtigt blev forældet. Erstatningen for disse maskiner, der senere blev meget udbredte i Danmark og Norge var Warder, Mitchell & Ko.s kombinerede slå- og mejemaskine
Champignon der i 1879 kostede ca. 800 kr.
Sengebånd.

Med håndtag, ophængt over sengen, for at svage folk lettere kunne rejse sig.
Sengevarmer. Se Varmebækken.

Sennep, Hvid. Sinapis alba.

Rodfrugt anvendt til foder.
Sennepskugle.

Af jern eller sten, der sættes i roterende bevægelse i et fad, hvor sennep males til sovs bl.a.

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge.
Sennepskværn.

Til at male sennep på, formet som en lille håndkværn med håndsving bl.a.

nr. 42 Gård fra True ved århus.
Sichte og Matthaken.

Tyske høstredskaber, indført i Ejdersted fra Ditmarsken ca., 1840-50. Sichte er en ganske kort le med et lille blad; med et kort skaft med en lille jernarm i vinkel forneden. Matthaken holdes i venstre hånd og med den samles det korn, som afmejes med Sichte. Tidligere brugtes almindelig segl.

Sengehul. Se alkove.

Sibøtter. Se mælkefade.

Silad.

Spinkel træramme, der holder en si oppe over et fad, se bl.a. nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.
Simestol.

Stol med sæde, der er flettet af halmsimer eller halmbånd.
Skrælplov.

Skulle kun gøre det øverste jordlag løsere samt fjerne sædstub og ukrudt. De kunne være konstruerede på meget forskellig måde, nogle bestod kun af et eneste stort plovlegeme, andre af flere mindre.
Skarifikatorer. Se Exstirpatorer og plove.
Skindvidje.

Lodret siddende jernbøjle, hvis ender er leddet til en stolpe eller væg. Blev anvendt ved garvning af fåreskind, som blev trukket derigennem for at blødgøres se

nr. 9 Gård fra Læsø

nr. 54 Gård fra Halland.
Skorsten, åben.

En forneden vid og i den ene side åben skorsten, i hvis bund madlavningen foregik på en opmuret bænk, der enten udfyldte skorstenen helt se f.eks.

nr.2 Skipperhus fra Sønderho Fanø

nr.9 Gård fra Læsø

nr.42 Gård fra True ved århus

nr.67 Husmandshus fra årup, Fyn

nr. 68 Hus fra Kirke-Søby, Fyn

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn eller blot dannede en afsats i dens ene side se
f.eks.

nr. 60 Væverhus fra Tystrup, Sjælland

nr. 61 Landhåndværkerhus fra Kalvehave, Sjælland

nr. 62 Landarbejderhus fra Englerup vest for Roskilde

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland

nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland. I sidste tilfælde stod konen eller pigen ved madlavningen inde i selve skorstenen. Ilden optændtes frit foroven på arnebænken, kogekar ophængtes i jernkroge (kedelskeder) eller stod på trefødder af jern. Først sent i 1800-tallet indrettedes forsænkede fyrsteder se
nr. 9 Gård fra Læsø
nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig i arnebænken og endnu senere
jernkonfurer se

nr. 6 Vandmølle fra Ellested sogn Fyn

nr. 32 Gård fra Søndersejrslev, Sønderjylland. En særlig udformning viser den
Hallandske spisel med udkragede røgfang

nr. 54 Gård fra Halland. Til åbne skorstene kunne slutte sig forskellige ildsteder, hvori der fyredes gennem åbningen i skorstensmurene bilæggerovn, bageovn grue- eller bryggerkedel samt maltkølle
se nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. De store åbne skorstene i bryggerset er undertiden uden arnebænk.
Skorstenshammer, pandetræ.

Det bærende stykke tømmer, der ligger over åbningen i en åben skorsten. Ofte forsynet med indskrifter, især ejerbogstaver og opførselsår bl.a.

nr.42 Gård fra True ved århus

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.
Skotrende.

Afløbsrende for regnvandet mellem to sammenstødende tagflader i et indadgående bygningshjørne., skotrenden kan være af særlige teglsten, men er oftest af zink. Tidligere var den oftest af træ.
Skotrok.

Håndrok, hvis hjul drejedes med hånden (modsat almindelig rok eller træderok). Skotrok består af en vandret bænk, hvorpå svinghjulet står ved ene, tenen ved modsatte ende. Svinghjulet kan dog undertiden være anbragt på en væg. Især brugt til uldspinding på Færøerne se

nr. 15 hus fra Mule på Bordø Færøerne.
Skralde.

Skralde
Skralde

Brugt til at kalde dyr sammen med eller til at skræmme løsgående dyr fra de dyrkede områder, se

nr. 9 Gård fra Læsø

nr. 15 hus fra Mule på Bordø Færøerne (afbilledet ovenfor).. Redskab af samme type blev brugt af skraldemændene i købstæderne.
Skrælplov.

Har, som navnet antyder, den opgave kun at gøre det øverste jordlag løsere samt bortskaffe sædstub og ukrudt. De kunne være konstruerede på meget forskellig måde og består snart af et eneste stort plovlegme, snart af flere mindre. Se også plov.

Skråbånd, snedranke.

Skråt anbragt stiver i bindingsværksvægge eller suler.

Skråkube.

Smal lav tilbygning, hvorover taget løber ned, se bl.a.

nr. 1 Fiskerhus fra Agger

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge

nr. 60 Væverhus fra Tystrup, Sjælland

nr. 62 Landarbejderhus fra Englerup vest for Roskilde

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland

nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.
Skyllefjæl. Se Vandbrædt.

Skyne.

På gavle, åbent tagfremspring, hvorunder redskaber kan anbringes i læ for regn se

nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.
Skæppe.

Gammelt dansk rummål, især for korn. 1 skæppe rummede 17,39 liter. Desuden et gammelt dansk flademål på 689,5 m2.
Skæretråd.

Hos pottemagere en metaltråd, hvormed bl.a. en færdigdrejet blød lergenstand skæres fri af drejeskiven se nr. 43 Pottemagerværksted fra Sorring, østjylland.
Slagbænk.

Bænk med sæde til at klappe op og derunder et skuffeudtræk, hvori sengeleje kan opredes.

Slagseng.

Seng til at slå ud, indbygget i væggen eller i et som attrap udformet møbel, f.eks. dragkiste eller skab se nr. 42 Gård fra True ved århus. Eller udtræksseng, der gøres bredere ved skuffelignende udtræk ligesom en slagbænk, se nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Slagtebænk, retterbænk.

Lav, bred aflang bænk, hvorpå mindre slagtedyr parteredes. Blev også brugt som tostol eller bankeskammel.
Slagtetræ, hængetræ.

Et stykke buet træ, hvori man ophængte svin o.a., det var under slagtning, se bl.a. nr. 55 Tvillinggård
fra Gønge
.
Slangerod. Aristolochia clematitis,
30-60 cm. Høj urt. Der hører til slangerodsfamilien. Den har hjerteformede blade og gule blomster, der er rørformede med en oppustning forneden. Blomsten bestøves af fluer, som af de nedadvendte hår i røret hindres i at kravle ud; når bestøvningen er foregået, visner hårene, og fluerne kan igen komme ud. Fremmede Aristolocia-arter kendes som haveplanter under navne der hentyder til blomstens form,
f.eks. tobakspibeplante og piberanke. Endvidere anvendt som lægeplante.

Slev.

Stor ske af træ, anvendes i madlavningen.
Slåmaskiner. 

Græsslåmaskine
Græsslåmaskine

Græsslåmaskine
Blev kun brugt til at slå græs, kløver og lignende. Var som regel uden aflæggerapparat, medens de egentlige mejemaskiner hurtigt alle blev selvaflæggende. Desuden havde man kombinerede meje-
og slåmaskiner og nogle der lagde sæden af, bundet i neg med ståltråd, såkaldte selvbindere.
Smørform.

Drejet af træ i klokkeform, smørret, der skulle sælges, f.eks. på marked, fik deri et bestemt mål og vejedes ikke, se nr. 31 Gård fra Ejdersted, Sydvestslesvig.
Snedranke. Se Skråbånd.

Snittestol, snitteskammel, knivbænk,
tælgebænk.

Klemme til at fastholde træsko, træredskaber m.m. under forarbejdningen i huggehuset, anbragt for enden af en kort bænk, således at den siddende med foden kan presse klemmen sammen, se bl.a. nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.
Snovinde, håndtvinge, håndten.

Til at sno tråde sammen med til snor.
Snurrepiberi. (Tysk).

Mærkelige småting eller kuriositeter.
Solur.

Et apparat som angiver tiden, sand soltid. Består af en stang eller kant, parallel med jordaksen. Skyggen
kastes på en skala, hvor tiden kan aflæses.
Sparrer. Se Spær.

Spidkageform.

Til at bage en stor, pyramideformet, hul kage med på et åbent ildsted. Dejen påføres i lag, der bages efterhånden, medens spiddet drejes, se nr. 55 Tvillinggård fra Gønge.
Spiltov.

Adskillelsen imellem de enkelte båse i stalden. Består af en fritstående stolpe, hvorfra en vandret spilbom går ind på ydervæggen, ofte med lavtsiddende bræddebeklædning. Kan også betegne selve båsen.
Spænder. Se Spær.

Spændhus, knæhus.

Består blot af et på jorden stillet, saddelformet strå- eller lyngtag el. har i alt fald kun ganske lave vægge af græs eller lyngtørv. Mest benyttet til redskabs- eller brændselshus, se nr. 29 Fiskerbod
fra Nymindegab Vestjylland
. Navnet knæhus tyder på, at de kunne have krumme spær.
Spær, sparrer, spænder.

De tømmerstokke der bærer taget, idet de fra ydervæggen løber skråt op og mødes i  tagryggen. Anbringes parvis, forbundne ved hanebånd. Uden på spærene sidder vandrette lægter, hvortil taget fæstes.
Stabelholder.

Med fod som en lysestage og klemme foroven til at fastholde den antændte ende af en lang, tynd tælle- eller voksstabel, der er vundet om holderen, se

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Staldgødning.

Dyrenes gødning, både den flydende og den faste, har siden meget gamle dage været brugt i landbruget. Man blandede den med halm, blade, tang, bregner, lyng, savspåner, garvebark, jord, sand m.m. Den består dels af de dele af foderet, som dyrets krop ikke har kunnet anvende under ernæringsprocessen, dels afsondringer og opløsningsprodukter fra selve kroppen. Kulstoffet i foderet bliver delvis udskilt i luftform som kulsyre, ved optagelse af ilt fra atmosfæren og de øvrige affaldsstoffer afsenders i den faste gødning. Kvælstofforbindelserne i foderet danner kød, lim og lignende, eller forbruges under legemets arbejde og udskilles i både den faste og den flydende gødning. Knoglerne består hovedsagelig af fosforsur og kulsur kalk. Fosforforbindelser findes desuden i albuminholdige stoffer, så som mælken, hjernen, galden og andre steder. Kiselsyre findes i hår, fjer og uld. Kogsalt findes i flere dyriske udsondringer. Jern i blodet.

I gødningen findes således fødens bestanddele, i ændret form og forhold. Den gødning, som kreaturerne på en landejendom producerer, er derfor ikke i stand til at erstatte alt hvad marken har ydet af næring.
Endvidere er der også et mindre tab, opstået ved salg af gårdens produkter. Den flydende gødning består foruden vand navnlig af opløselige stoffer og askebestanddele, medens hovedmassen af den faste
gødning består af ufordøjede foderrester. Den indeholder mindre kvælstof, men forholdsvis mere kulstof og de samme mineralbestanddele som i foderet, dog i større mængde. Den friske urin kan, fortyndet med vand, anvendes til gødning. Den bør dog ikke skilles fra den faste gødning, men overhældes denne og absorberes deraf, hvis man vil have en rigtig god gødning. I gæret tilstand kaldes dette produkt ajle, og kan med fordel anvendes i haverne samt på enge og græsmarker. Nu om dage producerer mange landmænd imidlertid meget mere ajle, end de selv forbruger. Ved at tilsætte svovlsyre, salte, gips, svovlsurt jernilte eller lignende, binder man ammoniakken, som dannes ved urinens forrådnelse eller
gæring. Den faste gødning anvendes sjældent i ublandet tilstand, men blandes med halm. Nu om dage anvender med ikke sjældent urinen blandet op med vand. Man har særlige indretninger som anvendes i avlsgården, til opsamling af denne. Og særlige maskiner til at sprede det på markerne. Se også hestegødning, fåregødning, svinegødning,kogødning , latringødning og fuglegødning.
Standstage,

lysebuk, lysemor, lysekælling. Høj stage til at stå på gulvet, ofte indstillelig i højden. Herom kunne flere sidde og få lys til aftenarbejdet, se bl.a. nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Standur.

Ur i høj kasse, der står på gulvet, bl.a. bornholmerure.
Stavpude, studepude.
Bøjleformet, af siv eller halm, anbragt om trækdyrs hals under stav eller seletræet.

Stavrekølle,
stavrebunke.

En trækølle med et vinkelformet hoved på skaft til at ramme risgærdernes staver i jorden og banke risene sammen med, se nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland.
Stavtræer.

To aflange stykker træ, der ved forspand er symmetrisk anbragt på hver side af halsen foran trækdyrenes bringe, og hvortil hammelrebene, der trækker vognen er fæstet.
Stegerist, fiskerist.

Tremmeformet rist på lave ben og med håndtag. Er til at riste fisk , pølser m.m. på over et åbent ildsted, se bl.a. nr. 70 Smedje fra ørbæk Fyn.
Stegeso, gåsegryde.

En aflang eller oval, sjældnere rund, stegegryde med låg, af ler, kobber eller i senere tid – støbejern til at stege f.eks. en gås i. Man havde såkaldte børstegryder til skinker eller bove. Kobberstegeso var på ben af jern.
Stendiger. Se Stengærder.

Stengærde
Stengærde

Stengods.

Almindeligvis kaldet engelsk eller stråfarvet fajance, af hvidligt brændt lertøj med gennemsigtig
glasur, ofte med påtrykte, ikke malede, oridnter og undertiden med relieffer. Kom på mode efter 1770 og blev senere almindelig. Importeredes især fra England, blev senere også produceret med danske
dekorationsmotiver, slotte og lignende.
Stengærder, stendiger.

Var ikke almindelige før udskiftningen, men en del fandtes dog fra ældre tid bl.a. ved herregårde, om skove eller f.eks. som kirkegårdshegn. I 1695 kom en kongelig forordning om stengærders bygning. Stengærder fik særlig betydning for skovenes indfredning. Da landejendomme efter udskiftningen ca. 1800 fik samlede markarealer, og overdrevne opdyrkedes, tog bygningen af stengærder til, idet de mange opryddede sten fra markerne kunne gøres nyttige som indhegning, og man samtidig sparede opvæksten for hugst til risgærder. – Man havde dobbelte stengærder med sten i begge sider og indre fyld af småsten eller jord, samt enkelte stengærder, der var jorddiger med stensætning kun i den ene side. – Kniplingsgærder var tynde opstablinger, som man kunne kikke igennem, stengærder ved

nr. 15 hus fra Mule på Bordø Færøerne

nr.16 Hjeld fra Viderejde på Viderø,

Skvatmølle fra Sand på Sandø,

nr.18 Sodnhus fra Mule på Bordø,

nr. 19 Mules gamle løftesten,

nr. 54 Gård fra Halland,

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge,

nr. 61 Landhåndværkerhus fra Kalvehave, Sjælland,

nr. 67 Husmandshus fra årup, Fyn

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Stentøj.

Meget hårdtbrændte og derfor stærke og vandtætte lervarer, som regel af saltglasur og af gul, brum eller grå farve. Sidste undertiden med blå oridnter eller relieffer bl.a. krus i

nr. 42 Gård fra True ved århus. Blev importeret allerede i middelalderen fra Rhinegnene især som krus og kander. Men i nyere tid mest som husholdningskar, krukker og dunke.
Stettinergods.

En art billigere fajance, især fade og øreskåle med dekorationer bl.a. grønne og sorte farver på hvid bund, medens undersiden står i lerets farve. Nordtysk arbejde, indført fra Stettin; især almindeligt i de sydlige dele af landet.
Stikkeklemme.

Til at fastholde en antændt, skråtsiddende fyrrestik, en harpiksholdig træspån, anvendt
til belysning, se

nr. 54 Gård fra Halland

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge.
Stjærtpotte.

Mindre lerpotte med tre ben og en skråt udstikkende rund stjærthank. Heri kunne mad eller drikke varmes, og man kunne drikke af den.
Stobsfad. Se øreskål.

Stolper.

I bindingsværk og bulhuse, de lodrette stykker tømmer, der i væggene løber helt op til taget og bærer dette på en vandret tagrem foroven.
I højremsbygninger står stolperne frit inden for ydervæggene.
Stolpeskab.

Skab med flere døre, bestående af en højere underdel og en lavere overdel, adskilt ved et tilbagetrukket parti, foran hvilket der står to stolper eller figurer. Ofte smukt udskåret eller dekoreret. Blev mode i renæssancetiden i 1500-tallet, men holdt sig længe i bondehjem. Små stolpeskabe anvendtes også som vråskabe.
Storstue, øverstestue, opstue,
overstue, sal, Sønderjysk: pisel.

En større i den ene gavl beliggende stue, der som regel ikke kunne opvarmes  (undtagelse nr. 9 Gård
fra Læsø
og nr. 15 Hus fra Mule på Bordø Færøerne). Blev kun benyttet ved gilder og gæstebud samt til opbevaring af tøj og linned, møblerne der derfor mest kister og klædeskabe, ofte tillige en gæsteseng. For at beskytte mod tyveri fra det afsides beliggende rum er der ofte stænger for vinduerne. Til daglig anvendte man storstuen som en art pulterkammer for ubenyttede redskaber, og væven stod her, hvis der ikke var plads andre steder se nr. 22 Gård fra Vemb Vestjylland.

Rige gårde havde 2 storstuer se nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland og

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. Storstuen blev almindelig i alt fald efter udskiftningen og har undertiden afløst et mindre gavlkammer ved tilbygning sammenlign.

Nr. 61 Landhåndværkerhus fra Kalvehave, Sjælland

nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland.
Strippe. Spandformet vandøse, hvis ene staver fortsætter op som et håndtag se

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn.
Studepude. Se Stavpude.

Stue.

Der kunne opvarmes, var daglig opholds- og spisestue, undertiden samtidig køkken se

nr. 42 Gård fra True ved århus

nr. 54 Gård fra Halland

nr. 55 Tvillinggård fra Gønge

nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn for beboerne og i ældre tid tillige soveværelse, i det mindste for manden og konen samt deres småbørn. Stuen kan også betegne den mere eller mindre selvstændige bygning, der blot rummer opholdsstuen se nr. 54 Gård fra Halland og nr. 55 Tvillinggård fra Gønge. De ældre stuehuse havde som regel kun en dagligstue, men større gårde havde to se nr. 42 Gård fra True ved århus. Den gamle bondestue har fast møbleringsplan og mest vægfaste møbler. Før skorstenens indførelse, da lyset kun kom ind gennem lyren eller røgåbningen i taget, og der ikke var loft, var
langbænken med langbordet foran anbragt ved tværvæggen, og ordningen vedblev, så længe man kun havde tagvindue se nr. 54 Gård fra Halland og overgangsformen nr. 55 Tvillinggård fra Gønge. Efter indførelsen af skorsten, loft over stue og glasvinduer i ydervæggen flyttede man bænk og bord til vinduesvæggen
f.eks. nr.1 Fiskerhus fra Agger nr. 8 Gård fra Kølvrå Karup hede Jylland nr. 42 Gård fra True ved århus nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland og nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. På Røsnæs i Sydsjælland nr. 61 Landhåndværkerhus fra Kalvehave, Sjælland og på Lolland/Falster nr. 72 Husmandshus fra Dannemare, Lolland samt i Skåne nr. 55 Tvillinggård fra Gønge bevarede man dog den gamle møbelplacering. I stuen
yderligere især seng eller alkove og madskab eller kanderæk.
Stænge.

Løst og åbent loftsdække af stænger med eller uden overliggende hø, halm, græstørv eller lignende. Betegner også tagrummet ovenover.
Stæntetræ. Se haspe.

StølpStylp.
Hvælvet skærm, sædvanligvis af messingblik, sjældnere af lertøj, til at sætte ind imod en skorstensvæg. Anvendtes oprindelig til at dække gløderne i de åbne skorstene om natten, senere oven på bilæggerovne
til at holde mad eller drikke varm under. Til åbne arnesteder uden skorsten anvendtes stølpen af grydeform eller klokkeform se nr. 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig og kunne da også være af jerntremmer.

Sukkerroe.

En variant af Runkelroen. Beta vulgaris, kan avles indtil 71 grader nordlig bredde. Modner på 150-180 dage. Den fordre et middelvarmt og tilpas fugtigt klima, dybt bearbejdet jord i løs tilstand og god kultur. Til Runkelroen gødes med rigeligt staldgødning. Til sukkerroen anvender man hellere kunstig gødning., der er rig på mineralske bestanddele (dog ikke kogsalt). Især kali og fosfat, er roen glad for. Roerne sås sædvanligvis på maskine. Runkelroen og Rutaba plantes undertiden. De kan angribes af en mængde insekter, der undertiden ved større roedyrkning kunne forøges i sådan en grad, at produktionen helt måtte standes for en tid. Denne mangel er nu næsten helt afhjulpet, ved indførelsen af nye arter genmanipulerede arter (bl.a. indført af de danske sukkerfabrikker). Man høstede i almindelighed
ikke over 530 centner sukkerroer pr. tønde land.
Foderrunkelroer derimod 800 centner og mere. Bladene og toppen af roen anvendes som foder. Rodfrugter opbevares bedst i kuler. Roerne stables omhyggeligt og tildækkes med jord. Kulen omgives af en lille grøft og man sørger for ordentligt afløb til vandet. Sukkerroeproduktionen har især haft betydning på Lolland, hvor op til 80% af arealet har været dyrket med denne afgrøde.
Sukkersakssukkertang.
Til at knibe topsukker eller kandis i stykker med, enten formet som en løs tang se bl.a. nr. 70 Smedje fra ørbæk Fyn eller med brede kæber til at spænde på en bordkant se nr. 34 Gård fra Toftum, Rømø, Sønderjylland.
Sulesulebygning.
Et gaffel- eller Y-formet vokset stykke træ, bl.a. som en oventil gaffelformet stolpe, der i primitivt bindingsværk danner leje, hvori bjælken eller tagremmen hviler (gavludskud se nr. 60 Væverhus fra
Tystrup, Sjælland
og nr. 73 Husmandshus fra Tågense Lolland og boden ved nr. 63 Gård fra Pebringe, Sjælland). I såkaldte sulebygninger bæres taget afen række højsuler på langs midt gennem bygningen, idet der på højsulerne hviler et langt, svært stykke tømmer, åsen, hvori spærene eller hængeltræerne er ophængt ved en tap foroven, medens deres nedre ende ligger ned over ydervæggene og ikke som ved bygninger med hanebånd står oven på dem nr. 54 Gård fra Halland og nr. 71 Gård fra Lundager, Fyn. Undertiden er sulen tappet i åsen uden gaffel. Sulen er oftest af svært egetømmer, men hvor i mangel
deraf anvendte man spinklere fyrretømmer, stabiliseredes konstruktionen ved i hvert andet fag at have to i A-form sammenløbene stritsuler.

Suletræ
Suletræ

Suletræ foran den Bornholmske gård.

Sulekammer.

Det spisekammer, hvor sulen opbevaredes. Deri står saltkarret se nr. 2 Skipperhus fra Sønderho Fanø.
Svaleredeøre.

Lerrest, kaldt sådan efter formen. Svaleredeøret har været brugt til at sikre et lerkars ophæng ikke brændte over på grund af varmen fra ildstedet. Anvendt inden man brugte kedelskeder eller jernkæder, men kun havde læderremme eller snor/tovværk, der jo lettere brændte over.
Svinegødning. Bliver ofte ikke behandlet med rigtig omhu. Den indeholder færre askebestanddele og meget kvælstof. Den er fugtig, nedbrydes hurtigt. Derfor passer den godt til at blande med hestegødning og til anvendelse på tør og let jord. Se også staldgødning.

Svingkærne. Se kærne.

Svingstang.

Til ophængning af kedler eller kogekar med hank over den åbne ild. Bestod af et lodret rundjern
af smedejern med vinkelret udløbene arm, der kunne drejes samt indstilles i højden se,

nr. 42 Gård fra True ved århus

nr. 67 Husmandshus fra årup, Fyn

nr. 68 Hus fra Kirke-Søby, Fyn

nr. 70 Smedje fra ørbæk Fyn.

I nr. 4 Gård fra Ostenfeld, Sydslesvig står en svær stolpe, som oprindelig har båret en svingstang. Har endvidere været anvendt i de ældre sejlskibe.
Svøbe. Pisk.

Sygdomme. Se kreatursygdomme.

Syl. (Els) har stålspids med træhåndtag
og anvendes til at lave huller i læder og lignende, før det skal sys på. Se også: Prën, Merlespiger
og Ters.
Syldsten.

Fundamentsten under væggene af granit, lagt på række uden bindemiddel imellem. I
bindingsværk ligger fodremmen eller syldtræet herpå, men savnes i visse egne, således at stolperne
rejser sig direkte fra Syldstenen.
Syldtømmer. Se fodrem.

Syskrue.

Til at spænde ved bordkant. Med sypude til nåle og udspænding af sytøj se nr. 8 Gård
fra Kølvrå Karup hede Jylland
.
Sædeløb.

Aflang eller bønneformet kurv eller kasse til at så korn af; ophængt ved rem om skulderne. Ofte som halmløb.
Sældeløb.

Stor flad kurv eller halmløb til at sigte mel ned i på indlagt lærredsstykke. Hertil brugtes også en lav kvadratisk trækasse.
Såmaskiner.

Såmaskine
Såmaskine

Naar jorden er blevet omhyggeligt og vel beredt, skrider man til Saaningen. Allerede langt tilbage i tiden søgte man at udføre dette arbejde ved hjælp af maskiner. I Kina Japan og Ostindien skal man allerede i
oldtiden have benyttet såmaskiner. Londons tekniske museum ejer en hindostansk radsåmaskine, der har så stor lighed med de senere vestligt udviklede radsåmaskiner, at man kan betragte disse som en
simpel forbedring af dem. Gabriel Platte beskrev i året 1650 en såmaskine, der lavede
huller i jorden, hvor frøene derefter faldt ned. Giovanni Cavallina nævnes allerede i det 16. århundrede som opfinder af en sådan. Ikke lang tid efter blev radsåmaskinerne kendt og beskrevet i England.
Josef von Locatelli fra Känthen konstruerede hen imod slutningen af 1600 en såplov, der blev kaldt en Sembrador; det var en Plov, der var forsynet med en beholder til udsæden, som blev strøet ud ved
omdrejningen af et hjul, der blev sat i bevægelse ved plovens gang. Udsæden fladt ned gennem et hul, hvis størrelse kunne reguleres. Langt op i 1900-årene blev der konstrueret såplove til brug for mindre
jordbrugere, f.eks. von Babo lavede en sådan. Englænderen Jethro Tull må imidlertid betragtes som den
egentlige opfinder af radsåningen med dertil hørende maskiner. Han bragte hele radkulturen i system, desuden var hans maskiner i stand til at lægge frøene ned i forskellig dybde.
Siden den tid har man stadig søgt at forbedre radsåmaskinerne, og ved siden af dem anvendt bredsåmaskiner, ligesom man gør det i dag. De blev i begyndelsen især anvendt i de nordiske riger.
radsåmaskiner kostede sidst i 1800-tallet 500-600 kr. og skulle trækkes af et par heste.