Strikning

Frilandsmuseet 1897-1997: Strikning

Tøj og tekstiler

Strikning

“Du må aldrig lægge hænderne i skødet”, sagde mor, “men altid have et strikketøj ved hånden, når du ikke har noget andet.”
(Karoline Graves: “Ved Halleby Aa”, s. 14)
Strikning var de fleste steder i landet noget, kvinderne tog sig af. Der skulle strikkes strømper, huer, vanter, trøjer, uldklokker og senere også underbukser. Det var som regel uldgarn, man strikkede af, men ulden kunne blandes med f.eks. hundeuld eller menneskehår. Garnet blev fra garnvinden vundet op til et nøgle. Vandt man det op på en vindepind, fik man et nøgle, som kunne trækkes op både udefra og indefra. Strikkepindene til strømper var lavet af metal, mens de lidt tykkere pinde også kunne være af ben eller træ.

Strikningen var et typisk mellemarbejde, som foregik, når der ikke var noget andet arbejde, der skulle udføres. Man gjorde det f.eks., når man holdt mørkning om aftenen, inden det blev helt mørkt, hvor man gerne sad et stykke tid i tusmørke for at spare på lyset. Man behøvede nemlig ikke at have lys for at kunne strikke.
Når en kvinde skulle et ærinde, havde hun gerne sin strikkestrømpe med, så hun kunne gå og arbejde på den på vejen. Ellers kunne hun få ord for at være doven. Det gjaldt også, når hun skulle ud at malke. Da bar hun malkespanden på hovedet ovenpå en malkekrans, så hun havde hænderne fri til at strikke, men det krævede megen øvelse. Garnnøglet kunne hun have i lommen eller fæstnet på brystet med en strikkekrog (gillikrog) eller en nål. Her var det en fordel, at det var vundet på en vindepind, så man kunne trække garnet ud fra midten af nøglet.
Noget af det strikkede uldtøj skulle vaskes, valkes og blokkes, inden det blev taget i brug. Det gjaldt især dagligtøjet, som skulle kunne tåle meget slid. Man dyppede tøjet i varmt sæbevand eller urin og gned det mange gange frem og tilbage på et rillet valkebræt. Denne behandling gjorde uldtøjet tættere og stærkere, men tøjet krøb også, så man måtte strikke det lidt større, end det skulle være. Bagefter blev tøjet skyllet og trukket på blokke for at få den rette facon. Først derefter var tøjet færdigt til brug.
I dele af Jyllands hedeegne, det man kalder bindeegnen (binde = strikke), havde man strikningen som erhverv.

Hedegårdene gav ikke basis for korndyrkning i større stil, men til gengæld var de velegnede til fårehold, og af ulden fra fårene strikkede man til salg i hele landet og til eksport. Havde man ikke nok i sine egne får, kunne man få uld gennem den hosekræmmer, som opkøbte strikvarerne og sørgede for at sælge dem videre. På denne egn strikkede både mænd og kvinder, og børnene lærte det allerede, når de var 5-6 år.
Også i de egne, hvor mændene tog ud at sejle, lærte drengene at strikke, så de kunne holde sig selv med strømper, når de var på havet.
På bindeegnen strikkede man på samme måde, som vi gør i dag, men andre steder på landet strikkede man på en anden måde, som af nogle blev kaldt “bondemåden”. Man holdt garnet i højre hånd, og med den slog man garnet om pinden for hver maske. Det betød, at man måtte slippe hele strikketøjet med den ene hånd, hver gang man strikkede en maske, og med den metode kunne man ikke strikke nær hurtigt, som med den metode, vi bruger i Danmark i dag.
Forslag til aktiviteter:
Punkterne 1-6 udgør et forløb, men man behøver ikke gennemgå dem alle.

Vind noget uldgarn på en vindepind eller en tilsvarende pind (diameter ca. 2,5 cm).
2) Slå op til et lille arbejde – f.eks. en kvadratisk lap på 25 masker.
3) Læs St.St. Blichers “E Bindstouw” og hold selv bindestue, mens I strikker.
4) Fæstn garnnøglet på brystet med en nål eller en gillikrog og prøv at gå, mens du strikker.
5) Når arbejdet er færdigt, skal det vaskes i varmt sæbevand og gnides grundigt, så det bliver valket. Mål arbejdet før og efter valkningen og se, hvad der er sket.
6) Hvis hele klassen har strikket lapper, kan de til sidst syes sammen til et tæppe.
Vindepind og gillikrog kan købes på Herning Museum, telefon 97 12 32 66.
Dette er en del af min hjemmeside om Frilandsmuseet