Syning

Frilandsmuseet 1897-1997: Syning

Tøj og tekstiler

Syning

“Doven skrædder tager lange nåls”, hed det, når en pige tog alt for lang tråd.
(Anna Pedersen: “Fra bondestue og stegers”, s. 114)

Når uld og hør var vævet til stof, skulle der sys tøj og sengetøj. Det meste blev syet af kvinderne på gården, og alt blev syet i hånden. Sytråden spandt man selv af hør, og det krævede stor dygtighed at spinde den så jævn og tynd, at den var let at sy med.
Til sammensyning af lange lige længder brugte man en syskrue, der blev spændt fast på bordet. På den polstrede pude foroven fastgjordes den ene ende af stofstykkerne med knappenåle. En polstret mursten kunne også bruges. Syskruen og andet udstyr som nålepude, trådvindsler, og saks blev opbevaret i en æske eller måske et fint udskåret syskrin.
Familiens “undertøj”, dvs. særk til kvinder og skjorte til mænd, blev syet til at vokse i, både i højden og i drøjden, og havde et enkelt snit, der passede alle. Samtidig var mønstret sådan, at hele stofbredden udnyttedes, for det var vigtigt, at intet gik til spilde.
Før en mand blev gift, måtte hans moder forsyne ham med skjorter. Også med en ligskjorte der lå og ventede i dragkisten. En undtagelse var dog brudeskjorten, som bruden syede, når brylluppet var fastsat. De almindelige skjorter var forsynet med navnetræk og måske årstal, mens bryllupsskjorten var broderet særligt fint. Lagner, pudevår, særke og håndklæder, der hørte til en ung piges udstyr, blev også forsynet med navnetræk og årstal; det kaldtes at “navne”. Syningen foregik især efter fastelavn, når ulden var ordnet og hørren hængt til blegning. Broderiet hørte sommerhalvåret til. Søndag eftermiddag og i de lyse aftener før høsten sad pigerne ude og broderede.
Før 1800 var broderiet overvejende udført med hvid tråd og i forskellige former for hulsyning (dragsværk, rudesyning). I 1øbet af 1800-årene blev det farverige korsstingsbroderi også almindeligt. Undervisningen i broderi foregik tit, ved at småpigerne syede navneklude.
At brodere var dog en luksus, der var forbeholdt gårdmandsdøtre, som havde tjenestepiger til at hjælpe med det daglige arbejde og udstyret.
På øerne var det almindeligt, at man bl.a. vurderede en gårdmandsdatter på, hvordan hun smykkede sit udstyr. Var hendes syning sjusket, ville hendes husholdning sikkert også blive det. Anderledes så man på det i visse egne af Jylland (bindeegnen), hvor det før 1900 blev betragtet som spild af tid “at sidde og klippe huller i et lagen og derefter brodere rundt om dem”.
Det var ikke kun linned, der skulle sys, men også gangklæder til kvinderne, dvs. nederdel, bluse og liv. Nogle syede selv, andre fik hjælp af skrædderen eller (især fra midten af 1800-tallet) omvandrende sypiger. Kvindens hovedtøj, der dels viste, at hun var gift, dels hvorfra i landet hun kom, var ofte købt på markedet. Her blev de syet og solgt af “huekoner”; kvinder der beherskede den ofte indviklede teknik og derved tjente sig en ekstra skilling.
Når mændene og drengene på en gård skulle have nyt tøj: bukser, jakke, vest eller frakke, kom skrædderen og måske hans dreng og boede og spiste, så længe arbejdet varede. Skrædderen var tit en svagelig mand, der måtte leve af at sy i stedet for at deltage i det tunge landbrugsarbejde. Skrædderen kom rundt på hele egnen og havde derfor ofte spændende nyt at fortælle.

Skrædderen sad i skrædderstilling på bordet i stuen, hvor der var varme og lys. Måske havde konen lavet særligt store “skrædderlys” til denne lejlighed.

Før skrædderen klippede i det hjemmelavede stof, tog han omhyggeligt mål. Han brugte en snor, som han slog knuder på, eller en papirstrimmel, han klippede hakker i.

Derefter ændrede han sit snitmønster så det kom til at passe til den person, der skulle have tøjet. Efterhånden som tøjet blev syet, blev det presset med pressejernet, der stod til varme på ilden.

Alt tøjet, både det hjemmesyede og det skræddersyede blev syet omhyggeligt og ofte foret, så trevlekanten blev gemt væk mellem foer og yderstof.

Nederst på skørterne syedes f.eks. en skoning/ slidkant, for at tøjet skulle holde længe, måske til flere generationer.

Når tøjet alligevel til sidst blev slidt eller gik i stykker, bødede (reparerede) man det så fint, at stopningen eller lappen knapt kunne ses.

Når tøjet ikke kunne repareres mere, kunne man bruge resterne til mange ting f.eks. kludedukker, malkekranse og lapper.
Forslag til elevaktiviteter:

Sy en skjorte (se Gudrun Andresen: “Danske bondeskjorter”, Jellinge 1974) og broder navn og årstal på.
Tag et par sokker med hul i og stop dem.
Sy lapper i tøj, der er gået i stykker.
Lav en kludedukke, se s. 25.
litteratur:
Ole Højrup: “Landbokvinden”, Nationalmuseet 1975.
Ellen Andersen: “Danske bønders Klædedragt”, Carit Andersens forlag 1960
Hanna Frøsig: “Skrædderen”, København 1965.
Mette Skougaard og Helle Thordur Hansen: “Uld og hør , Nationalmuseet 1983.
Anna Pedersen: “Fra bondestue og stegers”, København 1944.
Karoline Graves: “Ved Halleby Aall, Danmarks Folkeminder nr. 24, København 1921.
Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, ©1989.
Må kopieres med kildeangivelse.

©1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet