Tærskning

Tærskning

Arbejdslivet på landet

“Kom der en fremmed på loen, når der tærskedes, skulle han “synge lovisen”. Tærskemanden satte plejlen om ørerne på vedkommende og klemte til, når han så skreg, fik man lovisen at høre”.
Når arbejdet i marken om efteråret var afsluttet, skulle kornet tærskes. Dette foregik i loen. Loen på en gård kan man som regel kende ved, at der ikke er nogen tværbjælke, så der er plads til at svinge plejlen.
Det var et støvet og ensformigt arbejde at tærske, og det tog gerne det meste af vinteren.

På gårdene havde man ofte en husmand til at gøre det for sig, måske sammen med karlen på gården.

Husmandens løn kunne f.eks. være hver 13. skæppe korn han tærskede eller hver 25. skæppe plus kosten.

Tærskeren bredte negene ud på gulvet, således at aksene lå ind over hinanden.

Med plejlen, som bestod af to stykker træ forbundet med åleskind eller et andet stærkt materiale, slog han på aksene, så kornene og avnerne blev slået af halmstråene.

Nogle gange var der to mand om at tærske. Så stod de overfor hinanden og skiftedes til at slå på kornet.
Når kornet var tærsket, skulle det renses. Tærskeren rev det groveste affald væk med loriven og tog med kasteskovlen en skovlfuld korn, som blev kastet gennem loen.
sold

Sold

Ofte lavede man samtidig gennemtræk i loen og kastede kornet op mod vinden. På den måde blev kærnerne skilt fra avnerne, idet de tunge kærner blev slynget længst væk, mens de lette avner dalede ned eller blev taget af vinden. Efter kastningen blev kornet renset i et sold, og dette var kvindernes arbejde.

I soldet blev snavs og urenheder siet fra kærnerne, og ved at bevæge soldet i cirkelbevægelser kunne man få de sidste avner til at samle sig. De kunne så tages bort med hånden.
Det rensede korn blev opbevaret på loftet. Man måtte sørge for at vende rundt i det ind i mellem, så det ikke blev fugtigt og mugnede.

Avnerne kunne benyttes til kreaturfoder, og nogle steder opbevaredes de i et rum for sig selv, “avnehytten”.

Halmen til tagtækning skulle tærskes meget omhyggeligt. Dels måtte der ikke sidde korn tilbage i aksene, for så kunne musene komme og ødelægge taget, og dels skulle stråene være så lange som muligt. Efter tærskningen blev halmen “kæmmet” på langhalmsriven, der sad ud fra væggen, så kun de hele strå blev tilbage.

Langhalmsrive
>Halmen til foder skulle laves til hakkelse. På en skærekiste blev det skåret i små stykker og derefter blandet med dyrenes øvrige foder.
Det var en æressag at blive først færdig med tærskningen. Når tærskningen var tilendebragt, havde tærskeren nogle steder ret til et gilde, hvis han samtidig leverede husmoderen en levende mus. Gildet kaldtes derfor for “museøl”.
Aktivitetsforslag
Diskuter udtrykkene “at æde som en tærsker”- og “at tærske langhalm”. Hvad kommer de af, og hvordan bruger vi dem i dag?
Få fat i noget korn, bedst rug eller hvede. Slå avnerne og kærnerne af med en kæp og kast derefter kornet for at få kærnerne skilt fra avnerne.
litteraturforslag
Anna Pedersen: “I såtid og høst”.
“Frilandsmuseets vejleder”.
“Håndbog for danske lokalhistorikere”.

Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, © 1989.
Må kopieres med kildeangivelse.

Frilandsmuseets Jubilæumsside
© 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet