Tiggere

Tiggere og omvandrende proletariat.

I gammel tid var der mange tiggere, både omvandrende (zigeunere, kæltringer og andre) og mere lokale folk.

Når folk blev aftægtsfolk , var det helt almindeligt at tigge.

Fra Østjylland bliver det berettet ” det har været så armt her i, at min faster skulle have været hen at tigge, og der står endda 5 tønder hartkorn.

De havde ikke brød i huset i en hel måned, men så gik de til Refstrup og fik nogen underfejning, en skæppe frø, og så malede de det på en håndkværn og dejnede det i små kager på det åbne ildsted eller i en åben kakkelovn, enten på ildklemmen eller på en rist, og så havde de lidt kål til.”

For at komme tiggeriet til livs – især for at holde udensogns betlere fra dørene, ansatte fattigkomissionen en fattigfoged, almindeligvis kaldet en stodderkonge.

Hans opgave bestod i at anholde løse omstrejfere og føre dem til sognefogden eller, hvad nok oftest var tilfældet, at jage dem udenfor sognets grænser.

I Østjylland var hans våben en hellebard eller morgenstjerne .

Ikke alle steder var tiggere lige uvelkomne, da mange af dem var dygtige sangere og fortællere.

I verdens øjne var de foragtede og usle, så længe de gik med tiggerposen, men så snart de fik den slængt fra sig og begyndte at fortælle, hævede de sig betydeligt i stand.

Disse få timers lykke opvejede dog langt fra den fornedrelse, de ellers gik i.