Tørv

Tørv

Arbejdslivet på landet

“En liden ild at varme sig ved er bedre, end en stor at brænde sig på”.
Tørv består af humus, som er sammenpressede planterester, der ikke er formuldede, og som derfor kan brænde. Tørv blev mest brugt som brændsel. Desuden kunne man bruge tørv til at få lys ved, til at lægge på tagryggen eller stable op ad ydervæggene.
Tørvegravningen startede, når forårsarbejdet i marken var færdigt. Juni er sommerens tørreste måned, og den udnyttede man til at tørre tørvene. Man skulle helst være færdig inden høhøsten startede sidst i juni måned.
Før landboreformernevar gårdens størrelse afgørende for, hvor mange tørv bonden måtte skære i den fælles mose. De jordløse daglejere, indersterneog husmænd, havde sjældent rettigheder i den fælles mose. Nogle steder var det almindeligt, at husmændene skar tørv for gårdmændene mod at få en del af tørvene til sig selv. Efter landsbyernes udskiftningblev det almindeligt, at også moserne blev udstykket i lodder. Nogle gårdmænds lodder var så store, at de kunne sælge til andre, som ikke selv havde adgang til tørvemoser.
Tørv var en meget vigtig brændselskilde. Den egnede sig godt til bilæggerovnene, hvor den kunne ligge længe og ulme. Brændselstørv kan inddeles i skæretørv og æltetørv.

 

Skæretørv skæres direkte af hedens lyngdække eller af mosens faste overflade. At skære tørv var mandens arbejde. Til dette havde han mange forskellige spader og knive, som han brugte, alt efter hvor fast tørven var. Når tørvene var skåret fri, kørte kvinderne dem bort til tørvepladsen, enten på en trillebør eller på en “slæbefjæl” trukket af heste. På tørvepladsen var det børnenes arbejde at lægge tørvene ud og vende dem cirka en gang om ugen, til de var tørre. Skæretørvene kunne derefter brændes i miler og blive til tørvekul. Tørvekul blev anvendt af smeden, da de kunne brænde længe og give en meget kraftig varme.

Når man havde gravet sig ned til de våde lag i mosen, kunne man ikke skære flere tørv. Sidst i 1800-tallet fandt man derfor ud af at lave æltetørv af det våde humus, så mere af tørvemosen blev udnyttet. Den våde tørvemasse blev enten æltet i mosen eller på tørvepladsen i en trosse, dvs. en stor bræddekasse, hvor siderne kunne fjernes. Tørvemassen blev blandet med vand og til sidst hældt i forme, hvor den tørrede.
Tørv kunne desuden bruges som mønning, dvs. til at lægge over tagryggen på husene. Til det brugte man tørv fra eng eller hede, alt efter hvor man boede. Ved at stable tørv op rundt om huset, kunne man beskytte de lerklinede tavl  i  bindingsværket og desuden holde lidt på varmen. Dette var almindeligt i hedeegne og langs Jyllands vestkyst.
Tørv brugt til at få lys, kaldtes lyseklyne. Det kom fra hedemoserne. Denne lyse harpiksholdige tørv var meget eftertragtet og kostbar. Den var en vigtig eksportvare for hedeegnene.
litteraturforslag
Axel Steensberg: “Dagligliv i Danmark”, Bind VI 1790-1870.
Heri: “Vand, belysning og opvarmning” af Peter Seeberg.
Lolland-Falsters Stiftsmuseum – Maribo: Undervisningsmateriale om mandens hverdag.
Hjerl Hede, formidlingstjenesten: “Mosebrug. Tørvegravning og tørveindustri”.

Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, © 1989.
Må kopieres med kildeangivelse.