Tøjvask

Frilandsmuseet 1897-1997: Tøjvask

Arbejdsliv på landet

“For lud og koldt vand”.
At vaske eller at “to”, som man kaldte det, var kvindearbejde.
Det kulørte uldtøj blev sjældent vasket, men det kunne ske i forbindelse med fåreklipningen, hvor man brugte det vand, som fårene var blevet vasket i. Dette vand indeholdt vaskeaktivt stof, og tøjet fik tilført lanolin, som er et fedtstof i fårets pels.
På en almindelig gård vaskede man linned hørlærred ca. fire gange årligt. Det var afhængigt af, hvor mange skjorter, særke og lagener, der var i brug, og hvor tit man skiftede dem.

Som vaskemiddel brugte man en askelud, lavet af vand og ren aske, helst af bøgebrænde. Aske indeholder vaskeaktive stoffer.

Vandet til vask blev hentet fra vandløb eller damme. Det var blødere end det kalkholdige brøndvand.

Kvinderne vaskede i bryggerset. Her var den store gruekedel til at varme vand i, og her var der stengulv. Hvis man spildte vand, kunne det løbe ned mellem stenene.

Når vaskedagen kom, kunne askeluden være lavet i forvejen.

En anden metode var at lægge alt vasketøjet i et stort trækar, der havde et hul med en tap i bunden. Herover bredte man et groft tøjstykke. På dette spredtes et passende lag bøgeaske, og man hældte kogende vand på.

Vaskekar

Vaskekarret skulle stå på en karstol, så luden, efterhånden som den trak ned gennem tøjet, kunne løbe ud af hullet og ned i en spand. Derefter kom luden op i gruekedelen for at koges og blev hældt på tøjet igen. Man forsatte med dette, time efter time, op til 20 gange og det kunne tage hele natten. Det kaldtes at “byge”.

Man gned også på de snavsede steder evt. med sæbe. Askeluden var hård mod hænderne, der blev ømme og hudløse. I sidste del af forrige århundrede begyndte man at bruge vaskebrædt, sæbespåner, soda og evt. blånelse.

Tøjet blev bagefter skyllet. Da det krævede store mængder vand, gik man ofte til et vandløb eller en mose i nærheden. En mergelgrav eller en strandbred kunne også bruges.

Kvinderne kunne stå på en vognbund ude i vandet og skylle tøjet. Hvis det var vinter og frost, måtte man først slå hul i isen.

Tøjet blev anbragt på en tostol eller en sten, og banket med en banketærskel, for at få lud og vand ud. Tøjet blev skyllet og banket i flere omgange.

Ved denne bankning, blev kvinderne oversprøjtet, og hvis det var frost, blev deres tøj helt stift. For at beskytte sig mod vandet kunne de have en halmmåtte om livet, halm om benene eller træskostøvler.

Til sidst blev tøjet tørret. Man bredte det ud på træer eller buske, især dem med totne på, eller på en græsmark.

Efterhånden begyndte man at bruge tørresnore med hjemmelavede klemmer.

Efter tørringen kunne linnedet glattes. Det mest almindelige var at rulle tøjet omkring en manglestok, lægge den på et bord og med manglebrædtet rulle stokken frem og tilbage. I løbet af 1800-tallet fik man strygejern.

De kunne være massive til at varme på bilæggeren, eller hule til at lægge gløder i.

Der var meget stor forskel på hvor renlige folk var. Langtfra alle forstod værdien af renlighed, bakterier jo ikke kan ses med det blotte øje.
Historierne i min familie fortæller noget helt andet, når jeg er færdig med det grundlæggende arbejde med at lave denne side, vil jeg beskrive så meget jeg kan om disse forhold.

Aktivitetsforslag
Prøv at vaske tøj med håndkraft. Evt. med sæbespåner og vaskebrædt.
Leg “Så går vi rundt om en enebærbusk”.
Læs “Hun duede ikke” af H. C. Andersen.
litteratur
Holger Rasmussen: “Banketærskel og manglebrædt”.
Anna Pedersen: “Fra Bondestue og Stegers”
Helene Strange: “I mødrenes spor”.
Margrethe Hald: “For lud og koldt vand”Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, 1989.
Må kopieres med kildeangivelse.