Uld

Uld

Uldforarbejdning

I det selvforsynende bondesamfund holdt både gård- og husmandsfamilier får, der skulle forsyne dem med uld til tekstiler. En gård havde som regel 7-8 får, mens et hus havde 3-4.
Fårene gav andet end uld. Især for husmandsfamilierne var de vigtige, fordi de også gav mælk til ost og syltemælk (en slags smøreost) samt kød, tælle, skind og ikke at forglemme lam.
I maj måned og evt. igen i september vaskede kvinderne fårene enten i store kar eller i søer og vandløb. Når, pelsen var tør klippede kvinderne fårene med en uldsaks.
Fra 29. september (Mikkelsdag) var der aftensæde på gårdene. Det betød, at tjenestepigerne om aftenen sammen med gårdens kvinder og de halvstore børn bearbejdede ulden. Kun søndag aften måtte tjenestepigerne arbejde på deres egne tekstiler.
For at ulden kunne spindes, måtte den først redes, kartes. Karterne bestod af to firkantede træplader med fine tætsiddende ståltænder. Ulden redtes igennem mellem disse. Ulden blev for det meste kartet af gårdens egne kvinder eller den kunne af leveres til nogle husmandskoner.

Karter
Kvinderne kunne også holde kartegilder, hvor store portioner blev behandlet på en aften af mange kvinder fra landsbyen, der hver især mødte op med deres egne karter. Kartningen var et arbejde, som børnene allerede som 5-6 ørige var med til.

Karterne blev fremstillet af en kartemager.

Rok
Efter kartningen fulgte spindingen, hvor ulden blev snoet til en tråd.

Dette blev gjort på en håndten eller på en rok.

Rokken kunne købes hos en rokkedrejer, den kostede ca. det samme som en tønde rug.

Når man havde spundet to tråde, kunne disse blive tvundet sammen, d.v.s. at de blev snoet sammen modsat den vej, de var spundet.

Uldgarnet blev brugt til strikket tøj, som: sokker, vanter, huer, sjaler, og alene eller sammen med hør vævet til stof, som kunne anvendes til: skørter, veste, bukser, jakker og frakker samt sengetøj.