Vævning

 

Frilandsmuseet 1897-1997: Vævning

Tøj og tekstiler

Vævning

På Sjælland og øerne syd herfor sendtes det meste af det hjemmespundne garn til væveren. Kvinderne i de øvrige dele af landet vævede selv de fleste tekstiler. Der var dels brug for tekstiler til dagligt brug, dels til døtrenes udstyr.
Når en pige skulle giftes, var hendes udstyr meget vigtigt. Da man kun havde få rede penge, målte man indbyrdes egen og andres velstand på andre måder, og en af dem var hjemmets beholdning af tekstiler.
Udstyrskisten stod i øverstestuen. Når der var kvindelige gæster, blev de ofte inviteret ind for at beundre kistens indhold. Det var stoffer til beklædning, dyne- og pudevår, hestedækner og agehynder. Stoffer af vadmel (uld) og hvergarn (uld og hør) lå i ruller i kisten. Først når pigens bryllup var aftalt, begyndte man at sy brudeskjorte til brudgommen, særke til pigen, lagner med initialer osv.
Men langt fra alle piger kom fra gårde, hvor der var tid og råd til at begynde på udstyret, når hun var i 4-5 års alderen. Kom en pige fra et fattigt hjem med en stor børneflok, kunne det være vanskeligt for hende at få samlet selv det mest nødvendige udstyr, men en pige måtte i det mindste have en sengs klæder (over- og underdyner, puder og 3 par lagner) for at blive gift og sætte bo.
Den uld og hør, som indgik i en tjenestepiges løn, var derfor af stor vigtighed. Eksempelvis kan nævnes, at en pige i 1870 i løn om året fik: 12 rigsdaler, et får født (d.v.s. opfødet), 14 pund hør sået, 10 alen lærred, stof til en kjole og to forklæder.


Væv i nr. 59
Det allerførste kvinderne gjorde, når der skulle væves et stykke stof i flere farver, var at lave en eller flere vikleprøver.
Man tog en lille træpind og viklede garn om i forskellige stribefordelinger. På denne måde var det med hjælp fra andre kvinder i nabolaget muligt at finde den bedste stribeeffekt til stoffet, som helst skulle kunne holde til at blive set og brugt gennem flere generationer.
Kvinderne i husholdet hjalp hinanden med opsætningen af væven, mens selve vævningen som regel var overladt til en kvinde. Det kunne være madmoder, en datter eller en tjenestepige.
Vævningen foregik kun om vinteren, hvor der ikke var så meget arbejde med landbruget. Det gjaldt derfor om at tilrettelægge vinterdagens arbejde, så der blev mest mulig tid ved væven.
Der var tre almindelige typer stof:
1) Vadmel af uld, som fra gammel tid blev anvendt til hverdagsdragten.
2) Lærred af hør, især til lagner, skjorter og særke, og
3) hvergarn af uld og hør, som især blev benyttet til dynevår og festdragter.
De to sidste stoftyper vandt mod slutningen af 1700-årene stadig større indpas, fordi bøndernes levevilkår blev væsentlig forbedret, og der var derfor mere tid til at dyrke og behandle den arbejdskrævende hør. Af samme grund blev også vævemetoderne gradvis mere udviklede, og dermed tidskrævende.
I nogle egne af landet blev det betragtet som en skam, hvis en familie var nødt til at sælge ud af tekstilerne, men en del steder vævede man med salg for øje. Det gjaldt f.eks. “Sletten” på Fyn, hvor man havde en betydelig produktion til salg på markeder i byerne. Se endvidere nr. 60 Væverhus fra Tystrup, Sjælland
I det østlige Danmark var det almindeligt, at det meste af garnet sendtes til væveren. Madmoderen tog selv hen med garnet og hjalp væveren med opsætningen. Hun vidste så, når hun gik hjem, hvor langt et tøjstykke hendes garn rakte til. Væveren var en husmand eller husmandskone, som ved at væve supplerede husholdets økonomi.
De mandlige vævere var enten oplært hos en væver i byen, af en anden landsbyvæver, eller de kunne have gået på en af de væveskoler, som statsmagten fra slutningen af 1700-tallet oprettede for at fremme det danske vævehåndværk.
De kvindelige vævere var som regel oplært på en gård. De unge piger kunne tage plads for halv løn i vinterhalvåret på en gård, hvor der blev vævet. De kunne således over et par vinter-halvår blive oplært og siden tjene en god ekstra skilling ved at væve for andre.
En husmand, hvis mor vævede for andre fortæller:
“Vi børn skulle spole, spelt. Det var mest mit arbejde. Jeg skulle, før jeg gik i skole om morgenen, spole så mor havde nok i dagens løb. Om aftenen skulle der spoles, så der var nok, når mor begyndte at væve klokken 4-5 om morgenen. Der var ikke andre oppe end mor, som havde nogle rolige timer, inden hun skulle ud i kostalden at malke ved 7-8 tiden “….” Når mor havde en bred helulden væv på, var det strengt arbejde, der skulle 4-5 hårde slag til for at banke trådene sammen. Derfor havde hun den regel, at hun vævede en time ad gangen, og så gik hun hen og flyttede køerne, men denne gang måtte også udnyttes, hun havde altid en strømpe med, som hun strikkede på, mens hun gik.”
(Fra Ole Højrup: “Landbokvinden”, s. 241)
litteraturforslag:
Ellen Andersen og Elisabeth Butte-Lund: “Folkelig vævning i Danmark”, Berlingske Forlag 1941.
Margrethe Hald: “De bolstre blå. Bidrag til sengetøjets historie”, Nyt Nordisk Forlag 1940.
Ole Højrup: “Landbokvinden”, Nationalmuseet 1975.
Minna Kragelund: “Udstyr”, Skalk 1971 nr. 3.
Mette Skougaard og Helle Thordur Hansen: “Uld og Hør”, Nationalmuseet 1983.
Mette Skougaard: “Som man reder”, Nationalmuseet 1983.
Udarbejdet af Frilandsmuseets skolestue, © 1989.
Må kopieres med kildeangivelse.